A-kasser (arbejdsløshedskasser)

A-kasser er institutioner, hvis historie strækker sig tilbage til den danske models etableringsperiode. De nye fagforbund begyndte i årene omkring 1900 at oprette a-kasser med det formål at hjælpe arbejdsløse medlemmer økonomisk – både i forbindelse med almindelig arbejdsløshed og under konflikter.

Da det var økonomisk umuligt for fagforbundene at bære omkostningerne, lykkedes det i 1907 at få gennemført en lov om statsanerkendte a-kasser og dermed opnå statstilskud. Til gengæld måtte a-kasserne afstå fra støtte under strejke og lockout, hvilket var i tråd med den samtidig opbygning af det fagretlige system, der begrænsede anvendelsen af konfliktmidler.

Loven fastslog det grundlæggende princip, at a-kasser skulle være fagligt funderede. Dermed blev der fastsat grænser, der svarede til de eksisterende fagforbund, og som gav forbundene monopol på a-kassevirksomhed.

Selv om loven fastslog, at man godt kunne melde sig i en a-kasse uden samtidig at melde sig i fagforbundet, blev der i praksis et sammenfald mellem medlemskab i a-kasse og forbund. Det kaldes Gent-effekten efter den belgiske by, hvor der først blev etableret et arbejdsløshedsforsikringssystem efter de principper, som hurtigt efter blev fastslået i den første danske lovgivning.

Resultatet er blevet en ekstraordinær høj organisationsgrad, fordi det største incitament til indmeldelse er forsikring mod arbejdsløshed. Den effekt fremgår tydelig ved at sammenligne med Norge, der ikke har forbundskontrollerede a-kasser, men et statsligt administreret forsikringssystem. Organisationsgraden i Norge har i årtier ligget under 55 %, hvor den i Danmark har været mere end 20 procentpoint højere.

I de første årtier var den økonomiske støtte begrænset og relativt kortvarig, men efter 2.verdenskrig og opbygningen af velfærdsstaten blev dagpengeniveauet og længden af dagpengene væsentligt forhøjet.

Sammenhængen mellem størrelsen på medlemmernes kontingenter og dagpengeudbetalingen blev til gengæld fjernet, da staten med en reform omk. 1970 overtog den marginale risiko. Arbejdsløshedsforsikringen skiftede på den måde fra fortrinsvis at være en privat forsikringsordning til at blive en generel statsfinansieret velfærdsordning.

Den medlemsgenererende effekt af de tætte forbindelser mellem forbund og a-kasser blev yderligere styrket med indførelsen af Efterløn i 1979, hvor der blev stillet krav om mangeårigt a-kassemedlemskab som forudsætning for at blive omfattet af denne tilbagetrækningsordning.

Da den nytiltrådte VK-regering i 2002 gav generel mulighed for at oprette tværfaglige a-kasser, blev de hidtidige a-kassers og de dertil knyttede forbunds monopol fjernet. Det har minimeret Gent-effekten og medvirket til de alternative gule organisationers vækst. Med den stærke begrænsning i efterlønsordningen i 2012 er Gent-effekten blevet yderligere svækket.

© FAOS, 2019