Den danske model 2

Problemstilling 3

Jesper Due et al.’s Den danske model fra 1994 stopper analytisk set med etableringen af Dansk Industri og modparten CO-industri og den deraf følgende udvikling af aftalesystemet karakteriseret i bogen ved ’centraliseret decentralisering’. Tiden er derfor inde til både en teoretisk og empirisk opdatering af bogen om det danske aftalesystem. Danmark fremstår sammen med de nordiske lande som en af de mest koordinerede aftalemodeller i verden. Ikke desto mindre har institutionerne, som aftalesystemet består af, forandret deres funktionsmåde. Arbejdsdelingen mellem staten og partsregulering er forandret med den større bredde i overenskomsterne. Samtidig er det blevet påvist, at aftalesystemet kan fungere komplementært til andre politikområder såsom uddannelse, a-kassesystemet, og beskæftigelsespolitikken (jf. flexicurity begrebet). Balancen og samspillet mellem systemerne er således i stigende grad kommet i fokus. Yderligere er overenskomsterne i større omfang blevet rammeaftaler, hvor den konkrete fastsættelse af løn, arbejdstid etc. foregår på arbejdspladsen. Dette sætter et stigende fokus på virksomhedsniveauet og de praktiske konsekvenser af decentraliseringen i en stadig mere internationaliseret økonomi.