OK 2011. Det klassiske kompromis på det statslige område
Forskningsnotat af Jesper Due & Jørgen Steen Madsen (februar 2011)
De statsansattes forhandlingssammenslutning, CFU, har accepteret et historisk lavt overenskomstforlig, der vil føre til en garanteret reallønsnedgang i den toårige overenskomstperiode frem til 2013. Det hænger sammen med de mod-svarende meget store lønstigninger, der blev aftalt under forrige runde i 2008. Da den efterfølgende krise satte de privatansattes lønstigninger i stå, er de offentligt ansatte løbet foran, og derfor har der via reguleringsordningen været en regning at betale for at genskabe den parallelle lønudvikling mellem de to hovedsektorer, som er et grundlæggende princip i aftalesystemet.
Men det er ikke alene lønmodtagerne, der har udvist tilbageholdenhed. Det gælder også den statslige arbejdsgiverpart. Stærkt profilerede krav er blevet opgivet eller sendt i udvalg i overenskomstperioden. Det gælder for det første kravet om højere og mere fleksibel arbejdstid. Det gælder for det andet kravet om en individualisering af den lokale løndannelse. Regeringen er kommet igennem med kravene vedrørende gymnasielærernes undervisningstid og pensionsalderen inden for hæren og politiet, der var hængepartier fra OK 2008. Men det er sket i en modificeret udgave, så der er taget hensyn til de berørte lønmodtagergruppers interesser.
Forliget mellem finansministeren og CFU er således blevet et klassisk kompromis, hvor parterne har givet og taget. Det er et vedligeholdelsesforlig, hvor de eksisterende forhold er fastholdt, og hvor der under hensyn til den økonomiske krise er vist løntilbageholdenhed. Større reformer er det ikke blevet til. De kan evt. komme under mere almindelige omstændigheder i 2013 på baggrund af det serviceeftersyn, som parterne har aftalt at sætte i gang i overenskomstperioden. Det er således blevet et minimalforlig og ikke et velfærdsforlig.
Med den statslige aftale er rammerne samtidig blevet sat for de to andre hovedområder i den offentlige sektor - kommuner og regioner. Men om de forventede samlede forlig bliver en realitet, afgøres i sidste instans af medlemmerne gennem de urafstemninger, som gennemføres af den altovervejende del af organisationerne.
Notatet er skrevet i samarbejde med Politiken, hvor hovedpointer er gengivet i en analyseartikel torsdag den 17. februar.