De nordiske regeringer har, ligesom de øvrige europæiske lande, lanceret en række hjælpepakker med henblik på hjælpe virksomheder og beskæftigede under coronakrisen. Artiklen undersøger, hvordan og hvem de nordiske hjælpepakker dækker på arbejdsmarkedet. Analytisk trækkes der på velfærds- og segmenteringslitteraturen, og vi antager, at karakteren af hjælpepakkerne i de enkelte nordiske lande – dvs. universelle og målrettede hjælpepakker –bidrager til, at bestemte grupper kan have nemmere eller sværere ved at få del i ordningerne, hvormed hjælpepakkernes udformning implicit bidrager til en institutionel forankret (u)lighed. Vi finder, at Island, Norge og Finland i højere grad har trukket på universelle hjælpepakker, der synes at favne flere atypisk beskæftigede og implicit i deres udformning bidrage til lighed. Danmark og Sverige har derimod i større udstrækning anvendt målrettede hjælpepakker, der fremstår mindre inkluderende, men ofte mere generøse end de øvrige nordiske lande.