Forligsinstitutionen – Københavns Universitet

FAOS > Arbejdsmarkedets begreber > Forligsinstitutionen

Forligsinstitutionen

Statens Forligsinstitution blev etableret i 1910 på det såkaldte Augustudvalgs anbefalinger og har til opgave at bistå ved interessekonflikter på arbejdsmarkedet. Forligsinstitutionens beføjelser reguleres af Forligsmandsloven

Interessekonflikter foreligger når kollektive overenskomster er opsagt og skal fornys. Interessekonflikter foreligger endvidere når der rejses krav om overenskomst på et område, hvor der ikke tidligere har været en overenskomst.

Forligsinstitutionen har således til formål at hjælpe arbejdsmarkedets parter med at afslutte overenskomster uden arbejdsretslige konflikter. Forligsinstitutionen er en statslig forvaltningsmyndighed og er som andre offentlige myndigheder undergivet retlig kontrol ved domstolene. Det særlige ved denne myndighed er imidlertid, at kontrollen foregår ved Arbejdsretten og ikke ved de almindelige domstole.

Forligsinstitutionen kan ikke forhindre en arbejdskonflikt, men kun mægle mellem parterne og udsætte en varslet konflikt i op til to gange 14 dage. Det er parternes afgørelse om de vil respektere en mæglingsskitse eller gå i konflikt. En modvillig arbejdsgiver som afkræves overenskomst af et fagforbund kan heller ikke pålægges en overenskomst af Forligsinstitutionen eller via et lovindgreb. En sådan uoverensstemmelse løses gennem en arbejdskonflikt og konfliktretten reguleres alene gennem de restriktioner, som Arbejdsretten opstiller.

Mislykkes det Forligsinstitutionen at mægle i forbindelse med en overenskomstfornyelse kan  Varslede konflikter etableres, men der er siden 1930’erne opstået en praksis for at standse sådanne konflikter med politiske indgreb, hvis der ikke er udsigt til en snarlig løsning mellem parterne. Begrundelsen vil ofte være hensynet til samfundsøkonomien og væsentlige samfundsfunktioners opretholdelse.

Der udpeges tre forligsmænd af beskæftigelsesministeriet efter høring af arbejdsmarkedets parter. De dækker henholdsvis LO/DA området, landbrugssektoren og den offentlige sektor.

Forligsinstitutionen har haft meget forskellige funktioner, når man sammenligner den private og den offentlige sektor. På det private arbejdsmarked er Forligsinstitutionen med retten til at fremsætte mæglingsforslag og gennemføre sammenkædede afstemninger blevet selve omdrejningspunktet for overenskomstfornyelse på det afgørende LO/DA-område.  De sammenkædede afstemninger betyder, at det som hovedregel retningsgivende forlig inden for industrien, bliver overført til de øvrige områder og alle overenskomster på LO/DA-området kommer i mål efter princippet, at enten har alle områder et forlig eller også kommer alle i konflikt.

I den offentlige sektor er der ikke tradition for en sådan koordinering. Den foretages af parterne selv ved samlingen på lønmodtagersiden i de store for-handlingsfællesskaber – henholdsvis Forhandlingsfællesskabet på det kommunale og regionale område og CFU på det statslige område.

CFU har i den statslige sektor med forankring i hovedaftaler og tjenestemandslov indbygget en centralisering, der svarer til LO/DA-området. Dvs. at der er tale om en samlet løsning og en koordineret afstemning for alle under CFU. Da der forhandles for alle fra top til bund, er der dog indbygget en vetoret på hovedorganisationsniveau. Forudsætningen for et samlet forlig er således, at der er flertal for forliget i de tilsluttede hovedorganisationsområder i CFU.

I Forhandlingsfællesskabet er der ikke tale om de samme bindinger. Der er ganske vist et system med vetoret på hovedorganisationsniveau på samme måde som i CFU, men det binder ikke de enkelte medlemsorganisationer, der kan vælge at forlade forhandlingsfællesskabet både undervejs i forhandlingsforløbet og efter indgåelsen af et forlig. Det indebærer fx, at en organisation kan fastholde, at den ikke vil være omfattet af et forlig, hvis der er nej-flertal blandt medlemmerne – også selv om der både i hovedorganisationsgruppen og i KTO samlet er et ja-flertal. Det er netop i sådanne situationer, at Forligsinstitutionen er trådt til og i gentagne tilfælde har løst situationen på enkeltområder gennem opnåelse af et nyt forlig i form af fremsættelse af mæglingsforslag.

© FAOS, december 2017.