Arbejdskraftens fri bevægelighed – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

FAOS > Arbejdsmarkedets begreber > Arbejdskraftens fri be...

Arbejdskraftens fri bevægelighed

Arbejdskraftens fri bevægelighed er en grundpille i EU og sikre alle arbejdstagere retten til at finde arbejde i alle medlemslande. Arbejdskraftens fri bevægelighed bygger på et ligebehandlingsprincip, der indebærer, at der ikke må gøres forskel på arbejdstager. Al regulering der skaber forskelsbehandling mellem arbejdstagere fra forskellige medlemslande er således i strid med EU´s regler om arbejdskraftens fri bevægelighed.

Princippet om arbejdskraftens fri bevægelighed har udviklet sig meget over tid. Oprindeligt måtte arbejdstagerne ikke selv søge arbejde i et andet land, men måtte kun påtage sig det arbejde de blev tilbudt af arbejdsgiver i et andet land. Også ligebehandlingsprincippet har udviklet sig. Oprindeligt var det kun forskelsbehandling på grund af nationalitet, der var i fokus. Senere er der også kommet fokus på forskelsbehandling på grund af køn, alder og meget andet.

Arbejdskraftens fri bevægelighed har givet europæiske arbejdstagere langt bedre muligheder for at få arbejde i andre medlemslande. Man behøver ikke længere arbejdstilladelser og lignende, og diskrimination på grund af nationalitet kan indklages for domstolene. Samtidig har arbejdskraften fri bevægelighed forbedret muligheden for at tilpasse udbud og efterspørgsel på det Europæiske arbejdsmarked, så arbejdstagerne kan tage derhen, hvor der er arbejde. 

Arbejdskraftens fri bevægelighed indebær dog også en række udfordringer. En udfordring er, at det er blevet vanskeligere at bedrive makroøkonomisk beskæftigelsespolitik i de enkelte medlemsstater. Man kan nemlig ikke længere sikre, at det f.eks. er danske arbejdstagere, der kommer i arbejde, når den danske stat laver offentlige investeringer for at bekæmpe ledigheden.

En anden udfordring kan være, at en omfattende tilstrømning af udenlandsk arbejdskraft til en medlemsstat kan påvirke løn og arbejdsvilkår. Specielt i forbindelse med EU-udvidelser har der været intens debat om denne form for ’social dumping’. Af samme grund har der i forbindelse med visse udvidelser været overgangsordninger, som har begrænset arbejdskraftens fri bevægelighed i en periode.

En tredje udfordring gælder sociale ydelser. Arbejdstagere, der benytter sig af retten til fri bevægelighed, bliver hurtigt omfattet af velfærdsordninger i det land, hvor de arbejder. Det gør det lettere for arbejdstagere at bevæge sig, men skaber også bekymring for ’velfærdsturisme’, hvor udenlandske arbejdstagere trækker meget på visse velfærdsordninger.

© FAOS, august 2017.