Fælleserklæringen af 8. december 1987 – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

FAOS > Arbejdsmarkedets begreber > Fælleserklæringen


Fælleserklæringen af 8. december 1987

Fælleserklæringen er en trepartsaftale mellem den daværende regering og arbejds-markedets hovedorganisationer (DA og LO samt FTF og AC). Fælleserklæringen er det hidtil mest vidtrækkende eksempel på samarbejde mellem arbejdsmarkedets parter og det politiske system.

Fælleserklæringen var startskuddet til indførelsen af de arbejdsmarkedspensioner, der blev realiseret via overenskomstsystemet på det offentlige (1989) og det private arbejdsmarked (1991), og som er blevet et centralt element i det danske velfærdssystem.

Baggrunden for aftalen var et årelange slagsmål mellem fagbevægelsen og den konservativt ledede regering, som søgte at gennemføre en lavinflationspolitik, og bl.a. derfor havde suspenderet og siden afskaffet den automatiske dyrtidsregulering, som gav lønkompensation for prisstigninger. De anstrengte relationer kulminerede med et politiske indgreb og følgende omfattende proteststrejker i 1985.

På baggrund af en vis økonomisk fremgang – og regeringens interesse i at vinde valget i efteråret 1987 – blev der gennemført markante lønstigninger ved overenskomst-fornyelserne i foråret 1987. Men da den internationale økonomiske situation blev stærkt forværret i efteråret, var den danske økonomi truet.

Noget måtte gøres for at forbedre konkurrenceevnen, og samtidig var der et behov for øget privat opsparing, hvilket harmonerede med fagbevægelsens ønske om gennemførelse af arbejdsmarkedspensionsordninger.

Resultatet blev en aftale, der med omlægning af afgifterne adresserede konkurrenceevnen sammen med fagbevægelsens tilslutning til, at omkostningsudviklingen ikke må overstige udlandets. Det blev til LO-sloganet: Hellere jobfest end lønfest.

Et trepartsudvalg blev nedsat til at undersøge modeller for en ny arbejdsmarkeds-pensionsordning. Hovedtanken var, at pensionssystemet skulle gennemføres via overenskomsterne, men regeringen gav tilsagn om at bidrage med nødvendig supplerende lovgivning.

Fagbevægelsen opfattede regeringens tilsagn som et løfte om lovgivning, der også kunne sikre pensioner til lønmodtagere udenfor det overenskomstdækkede område. Det blev aldrig til noget, og det har betydet, at der stadig er en restgruppe, idet ca. 20 % ikke er omfattet.

Især arbejdsgiverne var betænkelige, fordi de frygtede, at lønmodtagerne ikke ville acceptere at bytte løn med pension, og at fagbevægelsens ledelse ville bruge det som murbrækker for Økonomisk Demokrati. Økonomisk Demokrati indebærer et krav fra fagbevægelsen om en andel af virksomhedernes overskud med det formål at udvikle fondsdannelser, der kan sikre medlemmerne større indflydelse i de enkelte virksomheder og de faglige organisationer øget indflydelse på erhvervslivet generelt. Betænkelighederne blev ryddet af vejen, og de nye pensionsordninger kom til at fungere som et samarbejdsprojekt mellem parterne.

Selv om Fælleserklæringen blev en succes, var der store problemer med realiseringen af målsætningen, og det er et godt eksempel på, hvor vanskeligt det er at håndtere omfattende trepartsprojekter. Der har da heller ikke siden været sammenlignelige eksempler.

På den baggrund kom det ikke som den store overraskelse, at det ambitiøse forsøg i 2012 på at gennemføre en ny omfattende trepartsaftale faldt til jorden.

© FAOS, februar 2013.