Fagforening (traditionelle fagforeninger) – Københavns Universitet

Videresend til en ven Resize Print Bookmark and Share

FAOS > Arbejdsmarkedets begreber > Fagforening

Fagforeninger (traditionelle fagforeninger)

En traditionel fagforening er en sammenslutning af lønmodtagere, oprettet med det formål at varetage deres individuelle løn- og arbejdsmæssige interesser via kollektive overenskomster.

Fagforeninger opstod på det private arbejdsmarked i Danmark fra 1870’erne som lokale foreninger, der siden sluttede sig sammen i landsdækkende fagforbund. Fagforeningerne og fagforbundene under ét bliver i Danmark ofte betegnet som fagbevægelsen. I slutningen af 1890’erne dannede forbundene en fælles hovedorganisation: De samvirkende Fagforbund (DsF – i dag LO).

Fælles for de traditionelle fagforeninger er, at de har rødder tilbage i den relativt svage industrialisering i Danmark i anden halvdel af 1800-tallet.

Det stærke håndværkspræg betød, at de fleste organisationer byggede på faglige grænser med murerne for sig og tømrerne for sig. Der opstod i begrænset udstrækning industriforbund, hvor arbejdere i samme virksomhed stod i samme organisation.

De ufaglærte blev holdt uden for de faglærtes foreninger og måtte derfor danne deres egne organisationer på tværs af faggrænser – såkaldte ”general unions”, hvor der igen var en opdeling på mænd og kvinder.

Forbundene i LO organiserede fortrinsvis faglærte og ufaglærte i den private sektor samt lavere uddannede grupper på det offentlige arbejdsmarked.

Med udviklingen af den private og offentlige servicesektor opstod selvstændige fagforeninger og forbund for mellem- og højtuddannede lønmodtagere. De har samlet sig i hovedorganisationerne FTF og AC, der i højere grad kan ses som et supplement end som et alternativ til LO.

Forbundene under FTF, AC og LO er villige til at anvende kollektive kampskridt for at varetage medlemmernes interesser. Deres udgangspunkt er interesseforskelle mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. De forskellige interesser repræsenteres i forhandlinger, og som oftest indgås der et kompromis i overenskomstsystemet.

De traditionelle fagforeninger og fagforbund er anerkendt af arbejdsgiverorganisationerne som legitim forhandlingspart – det vil sige, at det er dem, som forhandler og indgår kollektive overenskomster med arbejdsgiverne på såvel centralt plan som på den enkelte arbejdsplads.

Derimod anerkendes de ideologisk alternative fagforeninger – ofte kaldt de 'gule' fagforeninger – kun af ganske få arbejdsgiverorganisationer. Dette til trods for, at de 'gule' har en mere harmonipræget opfattelse af forholdet til arbejdsgiverne. F.eks. er Kristelig Fagforening imod anvendelsen af konfliktmidler.

Det første århundrede voksede antallet af fagforeninger og fagforbund markant. I de seneste årtier er antallet af fagforbund – ikke mindst på LO-området – blevet stærkt reduceret gennem fusioner og sammenlægninger, som regel med det formål at effektivisere interessevaretagelsen og skabe større styrke og legitimitet i overenskomstforhandlinger.

Fusionerne er også blevet fremmet af, at fagforbundene i LO efter en næsten ubrudt medlemsfremgang ind til midten af 1990’erne i de seneste årtier har haft en stærk tilbagegang i medlemstallet.  

© FAOS, februar 2013.