På vej mod en livsfase overenskomst
Året overenskomstforhandlinger i den private sektor signalerede, at det danske arbejdsmarked er kommet sig over krisen. Med treårige overenskomster havde parterne i industrien mulighed for at aftale en pæn økonomisk ramme, der ud over en fordobling af fritvalgs lønkontoen giver grobund for pæne lønstigninger i lokalforhandlingerne. Alle de store forhandlingsområder kunne også opnå enighed denne gang, og på trods af et konfliktfyldt forløb i byggeriet styrede parterne mod, hvad der lignede bred opbakning til deres forlig.
Ikke desto mindre blev urafstemningen på lønmodtagersiden lidt af en neglebidder. En effektiv nej-kampagne fik sat fokus på arbejdsgivernes nye ret til ’varsling af systematisk overarbejde’, såfremt lokalaftaler om varierende ugentlig arbejdstid ikke kan indgås på arbejdspladsen. Hvor 77,3 procent stemte ja til OK2014, stemte 56,5 procent ja til de nye overenskomster. Derudover trak nej-kampagnen opmærksomhed både i de traditionelle og sociale medier, og med en rekordhøj stemmeprocent på 51,8 procent har urafstemningen vundet ny legitimitet. Trods dette må nogle af forbundene – særligt 3F – sidde tilbage med en underlig fornemmelse. Deres indgåede forlig blev afvist af medlemmerne med et stort nej-flertal på 60 procent, og der var nej-flertal i alle 3F’s store grupper, dvs. industri-, transport- og byggegruppen.
I dette forskningsnotat opridser vi hovedresultaterne af OK2017 på de vigtigste forhandlingsområder og gennemgår resultatet af urafstemningen. Vi ser nærmere på uoverensstemmelserne internt i LO-fagbevægelsen og reflekterer over, hvordan en af grundpillerne i den danske model, sammenkædningsretten, igen er under kritik. Afsluttende diskuterer vi, hvordan en ’forandringsoverenskomst’ med mange nye elementer kunne føre til så megen modstand i baglandet, herunder hvilken rolle sociale medier og fake news spillede.
Notatet er udarbejdet af Søren Kaj Andersen og Christian Lyhne Ibsen