De gule fagforeninger

De gule fagforeninger – også kaldet ideologisk alternative fagforeninger – er lønmodtagerorganisationer, som står uden for de traditionelle hovedorganisationer, FH og AC. De gule fagforeninger er Det Faglige Hus, Kristelig Fagforening (Krifa), De Frie Funktionærer og Jobtryghed.

Typisk adskiller de alternative fra de traditionelle fagforeninger ved ikke at anerkende en grundlæggende interessekonflikt mellem arbejdsgiver og lønmodtager og ved at have ingen eller meget få overenskomster. Hvor de traditionelle fagforeninger og arbejdsgiverforeninger anerkender et fundamentalt modsætningsforhold mellem arbejdsgiveres og arbejdstageres interesser, benægter de gule fagforeninger typisk denne modsætning – og det fremgår fx af nogle overenskomster, at der ikke må anvendes kollektive kampskridt såsom strejke, blokade og lockout. Se fx fakta om overenskomstaftalen mellem ITD Arbejdsgiver og Krifa.

De gule organisationer er historisk kendt for at være politisk uafhængige – det vil sige, at de ikke støtter politiske partier. Til gengæld forfægter Kristelig Fagforening et kristeligt livssyn som et fundament for foreningens arbejde.

De gule organisationer har indgået ganske få overenskomster – fx har Kristelig Fagforening indgået overenskomst med bl.a. ITD-Arbejdsgiver, Restauratørernes Arbejdsgiverforening og Nyhavns Restauratør- og Arbejdsgiverforening. På nær nogle få undtagelser (også Kristelig Fagforening) har de ikke tillidsvalgte. I deres servicering af medlemmerne tager de gule organisationer udgangspunkt i egne overenskomster, hvor de findes. Hvor der ikke er egne overenskomster, tager de udgangspunkt i de overenskomster, som de traditionelle fagforeninger og arbejdsgiverne har forhandlet på plads.

Medlemskab af de gule er som oftest betydeligt billigere end medlemskab hos de traditionelle fagforeninger. En væsentlig årsag til prisdifferencen er, at de gule fagforeninger ikke i samme omfang som de traditionelle fagforeninger indhenter overenskomstkrav på virksomhederne, forhandler overenskomster og nybrud i forbindelse hermed eller udbreder overenskomstdækningen. De skal således heller ikke bidrage til at opretholde konfliktløsningssystemet (fx strejkekasse) og indgår ikke i det etablerede konfliktløsningssystem (konflikttrappen), som de traditionelle organisationer gør det.

De gule fagforeninger har især fra midten af 1990’erne oplevet en kraftig medlemsfremgang. Hvor de i 1985 organiserede en halv procent af lønmodtagerne, var 9,5 procent af lønmodtagerne i 2015 medlem af en alternativ fagforening. I samme periode er de traditionelle fagforeninger gået tilbage fra 69,3 procent til 58,2 procent. Læs mere om medlemsfaldet her.

Kritikere påpeger, at de gule fagforeninger er gratister på de traditionelle fagforeningers arbejde med at forhandle og administrere overenskomsterne i Danmark. Derudover påpeges det, at lønmodtagerne står svagere, hvis en fagforening ikke er parat til at tage kampskridt over for arbejdsgiverne. Endelig kan det give udfordringer på arbejdspladsen, når tillidsvalgte skal forsøge at repræsentere medarbejderne – både gule, uorganiserede og medlemmerne af den overenskomstbærende fagforening. 

Lønmodtagere, der er fortalere for de gule, påpeger typisk den lave pris. En undersøgelse har da også vist, at 78 procent af medlemmerne af de alternative angiver, at de har skiftet fagforening pga. af prisen. Nogle angiver også ideologi som en væsentlig årsag til at flytte fra traditionelle til alternative fagforeninger, men det synes dog at betyde væsentligt mindre end økonomi. 21 procent er flyttet, fordi den tidligere organisation støttede politiske partier. Når det gælder konfliktperspektivet hos de traditionelle fagforeninger (og Den Danske Model), er det blot 8 procent, der angiver, at udmeldelsen af de traditionelle fagforeninger skyldes utilfredshed med deres konflikthåndtering (Høgedahl, L.K. (2014): Fagforening på markedsvilkår. Aalborg Universitetsforlag).

© FAOS, 2019