Danmarks vækstmodel er stabil – men skaber nye konfliktlinjer

En ny analyse konkluderer, at Danmarks balancerede vækststrategi — der kombinerer hjemligt forbrug med eksport i højværdibrancher — hviler på tre vigtige forhold: et højt uddannelsesniveau, fleksible ansættelses- og overenskomstforhold samt høj arbejdsstyrkedeltagelse. Kursen har været bemærkelsesværdigt stabil på tværs af regeringsskift, og COVID-19 har ikke ændret retningen.

På arbejdsmarkedet er kollektive aftaler gjort mere fleksible, samtidig med at lønkoordinering særligt i bunden af lønhierarkiet fastholdes. Det har dæmpet uligheden, men dog åbnet for større differentiering i løn og ansættelsesvilkår. Virksomheder har fået betydelig frihed til omstrukturering for at matche omkostningspres. Reformer af beskæftigelsespolitikken har haft et entydigt mål: At øge arbejdsudbuddet via strammere adgang og kortere varighed af ydelser. Den universelle efterløn er erstattet af en målrettet ordning (Arne-pensionen), og folkepensionsalderen stiger gradvist—fra 67 år i 2024 til 74 år i 2070. Fokus på uddannelse består, men indretningen er blevet mere markedsdrevet med større fokus på erhvervsuddannelser og hurtig overgang til job. Derimod er uddannelsesdelen i den aktive beskæftigelsespolitik tonet ned. Ydelsesniveauerne er ikke generelt sænket, men der er foretaget målrettede stramninger for visse migrantgrupper.

Boligmarkedet skaber ulighed

Analysen peger desuden på, at privatforbruget kan være delvist kreditdrevet. Efter liberaliseringer og lettere adgang til realkredit — bl.a. rentefrie lån — samt en skatterabat på ejerboliger steg boligpriserne markant i 00’erne. Efter et fald under finanskrisen rettede priserne sig igen fra 2009. Det har sammen med urbanisering flyttet formue mod storbyejere med længere uddannelser og gode job, mens lejere, der også har svag arbejdsmarkedstilknytning, rammes af en “dobbelt effekt”. Skillelinjen kan potentielt udvikle sig til egentlig politisk mobilisering blandt lønmodtagere udenfor ejerboligmarkedet.

På udlændingeområdet er stramme regler blevet mainstream og fastholdes af Socialdemokratiet, ofte begrundet i en “work-first”-logik med skærpede adgangs- og rådighedskrav til ydelser. Samtidig begrænses adgangen til Danmark, hvilket arbejdsgivere kritiserer som en barriere for arbejdskraft. Særligt Dansk Folkeparti, Socialdemokratiet og dele af fagbevægelsen modsætter sig import af lavtlønnet arbejdskraft og presser på for sikring af mindstelønnen. Det skaber nye sprækker i det ellers konsensusprægede samspil mellem arbejdsgivere og fagbevægelse – og mellem partier, der ønsker mere åbne grænser.

Samlet tegner der sig et billede af en robust vækstmodel, der prioriterer høj beskæftigelse og fleksibilitet, men som samtidig må håndtere fordelingskonsekvenser fra boligmarkedet og de tiltagende spændinger om adgang til arbejdskraft.

Læs hele kapitlet ‘Growth Strategies and Welfare Reforms in Denmark’ af Christian Lyhne Ibsen og Jette Steen Knudsen. Publiceret i bogen ‘Growth Strategies and Welfare Reforms: How Nations Cope with Economic Transitions’, Oxford University Press, august 2025.

Emner