FOA: Fra begrænset indflydelse til afgørende aktør
I bogen ’Kampe for retfærdighed – Tjenestepiger, portører, pædagogmedhjælpere og SOSU’er 1899-2024’ kortlægger historikeren Bent Gravesen den samlede fortælling om de danske lavtlønnede kvinder og mænd, der kæmpede sig til bedre vilkår. Jørgen Steen Madsen og Mikkel Mailand fra FAOS har bidraget med et perspektiverende kapitel om FOA’s placering i det offentlige aftalesystem.
Grupper af ufaglærte og kortuddannede sluttede sig fra 1899 sammen i Københavns Kommunalforbund (KKF) og sikrede sig, i samspil med sammenslutninger for højere uddannede, indflydelse på løn- og arbejdsvilkår i Københavns kommune – i et system opbygget efter den statslige tjenestemandsreform i 1919. Den afgrænsede organisation opnåede efterhånden – via dannelsen af det landsdækkende Dansk Kommunalarbejderforbund (DKA) og siden forstærket gennem sammenslutninger med Husligt Arbejderforbund (HAF) og Pædagogisk Medhjælperforbund (PMF) – en central og til en vis grad bestemmende rolle i det samlede offentlige aftalesystem.
FOA’s særlige karakteristika som faglig organisation er, at forbundet fra starten organiserede forskellige faggrupper på tværs af uddannelsesmæssige skel. Det var gruppernes placering som ufaglærte/kort udannede og relativt lavtlønnede, der skabte det bindende fællesskab – ikke at de havde samme uddannelse. Også medlemmernes fælles identifikation som offentligt ansatte var en stærk sammenholdsfaktor.
FOA’s udvikling fra et rent københavnsk fænomen til et landsdækkende forbund blev accelereret med velfærdsstatens opbygning i årtierne efter 2. verdenskrig. Fra en organisation bestående af fortrinsvis af mænd udviklede forbundet sig til at være domineret af kvinder på de nye og voksende velfærdsområder indenfor sundhed, ældrepleje og børnepasning mv. Med mange relativt lavtlønnede var forbundet fra starten præget af en solidarisk lønpolitik gennem særlige puljer, der særligt tilgodeså bunden af lønsystemet. Med kvindernes indtog har krav om ligeløn i kombination med lavtlønspuljer fået første prioritet.
Fra Dansk Kommunalarbejderforbund til FOA - Fag og Arbejde
Velfærdsstaten og den øgede samfundsmæssige centralisering i større enheder, gennem to store kommunalreformer, førte til en centralisering af det samlede offentlige aftalesystem, bl.a. med en overgang fra tjenestemands- til overenskomstansættelse som normen. Det oprindelige DKA voksede i denne proces og blev endnu større gennem sammenlægninger med først HAF til Forbundet af Offentligt Ansatte (FOA), og siden PMF til forbundet FOA – Fag og Arbejde. FOA blev størrelsesmæssigt dominerende og repræsenterede væsentlige velfærdsgrupper, hvilket har betydet, at FOA i snart 50 år har indtaget en central placering i aftalesystemet, og i det meste perioden har haft formandskabet på det kommunale og amtslige/regionale område.
Som et forbund med mange forskellige faggrupper har FOA fra starten haft et stærkt koalitionspræg, da der ofte har været divergerende interesser grupperne imellem. Det er tilsvarende det centrale aftalesystem, hvor der som udgangspunkt forhandles samlet fra top til bund i lønsystemet, og der således her er endnu mere markante interesseforskelle.
Læs kapitlet ’FOA’s placering i det offentlige aftalesystem – voksende indflydelse gennem forhandlings- og organisationsmæssig centralisering’, af Jørgen Steen Madsen og Mikkel Mailand i Bent Gravesens ’Kampen om retfærdighed. Tjenestepiger, portører, pædagogmedhjælpere og sosu’er 1899-2024’, Forlaget Frydenlund, 2025.