Den danske model og presset fra internationalisering og differentiering
FAOS' forskningsprogram 2014-2018
Den danske model, centreret om det kollektive aftalesystem, står som udgangspunkt stærkt her i midten af 2010’erne. Overenskomstdækningen er i international sammenhæng høj og er ikke faldet nævneværdigt i de senere år. Omfanget af emner, der reguleres af arbejdsmarkedets parter i overenskomsterne, har aldrig været mere omfattende. Det handler ikke kun om løn og arbejdstid – altså ansættelsesforhold snævert – men også om velfærdsemner så som pension, uddannelse, løn under sygdom og barsel, seniorordninger m.m. Yderligere har vi i de seneste år været igennem en økonomisk krise af historiske dimensioner. Og alligevel er det hidtil lykkedes parterne - med konflikten mellem de offentlige arbejdsgivere og lærerne om arbejdstidsregler som eneste undtagelse - at aftale sig frem til løsninger. Det var anderledes under 1970ernes oliekriser, hvor overenskomstforhandlingerne tre runder i træk endte i politiske indgreb og en krise for selve aftalesystemet.
Trods denne umiddelbare styrke er der et stigende pres på det kollektive aftalesystem specifikt og mere generelt på den danske model. Det kan tematiseres som to markante pres. Dels et pres fra internationaliseringen i form af en på flere måder øget konkurrence og ændret europæisk regulering og dels en differentiering i form af et stadig mere sammensat arbejdsmarked.