Fra løn til velfærd - perspektiver for OK-2014

Artikel af Christian Lyhne Ibsen og Søren Kaj Andersen

Der er tegn på bedring i økonomien op til OK-2014, hvilket presser forventningerne op hos lønmodtagerne efter to runder med smalle forlig. Men løn aftales i høj grad ude på virksomhederne, så det er fejlagtigt at tro, at forhandlerne nu skal sikre kæmpe reallønsstigninger. Forliget, som forhandlerne i de toneangivende industriforhandlinger indgik søndag d. 9. februar, gentager den dynamik i overenskomstforhandlingerne, som gradvist er kommet til at præge aftalemodellen siden start-90’erne. Decentralisering af løn og arbejdstid har gjort disse emner mindre betydningsfulde og har veget pladsen til udbygning af goder, som tidligere var velfærdsstatens domæne. Denne udvikling har været mulig pga. aftalemodellens generelt høje dækning og store kapacitet til at koordinere på tværs af sektorer, brancher og arbejdspladser. Man får simpelthen løst nogle samfundsøkonomiske udfordringer, fordi parterne kan blive enige herom, og fordi der er en organisatorisk kapacitet til at gøre det.

Omvendt giver udviklingen i overenskomsterne også problemer mht. dækningen af overenskomsterne og holdbarheden i aftalesystemet, når medlemmerne svigter de overenskomstbærende organisationer. Disse problemer er endnu ikke akutte for udbredelsen af goderne, men de kan blive det, hvis tendenserne på arbejdsmarkedet fortsætter.

Industriforliget giver moderate – men dog lidt bedre – stigninger på mindstebetalingssatserne. Således stiger satsen med i alt 4,95 kr. over tre år, hvilket svarer til 4,55 procent. Derudover kommer en stigning på én procent i den såkaldte fritvalgskonto, som kan bruges til enten ekstra pension, betalt ferie eller løn. Endelig er der mere uddannelse og barsel i forliget. Bare det, at CO-industri accepterer en treårig periode, er tegn på, at der er kommet mere til lønmodtagerne.

Artiklen er bragt i Kritisk Debat, 78. udgave, 11. årgang, 15. februar 2014.