International opbakning til kollektive aftaler på brancheniveau

I en tid, hvor virksomhedsniveauet i mange lande har været det dominerende sted for lønforhandlinger, oplever ideen om branchebaserede kollektive aftaler en uventet opblomstring. Internationale aktører som OECD og EU-Kommissionen peger i stigende grad på brancheaftaler som en løsning på økonomiske og sociale udfordringer i lande med lav lønvækst, begrænset produktivitetsudvikling og økonomisk stagnation. Det viser en ny analyse af Søren Kaj Andersen og Chris F. Wright, der gennem tre konkrete eksempler undersøger, hvorfor idéen om branchebaserede kollektive aftaler – aftaler, der dækker hele brancher frem for individuelle virksomheder – har oplevet et comeback.

Ét af de eksemplerne i analysen er OECD’s ændrede syn på kollektive forhandlinger. Hvor organisationen tidligere har været fortaler for fleksible og decentrale modeller, har den i de seneste år bevæget sig i en ny retning. OECD fremhæver nu, hvordan bred aftaledækning kan modvirke lav lønvækst og styrke den sociale sammenhængskraft – ikke mindst i en tid præget af øget økonomisk ulighed og politisk polarisering.

EU-direktiv med vidtrækkende betydning

Et andet vigtigt element er EU’s direktiv om mindsteløn fra 2022, som indeholder en målsætning om, at mindst 80 procent af lønmodtagerne i medlemslandene skal være dækket af kollektive overenskomster. Da høj overenskomstdækning i EU-landene i praksis kun opnås gennem brancheaftaler, er direktivet en direkte støtte til denne reguleringsform. Direktivet anses som et skifte i EU's tilgang, hvor kollektive forhandlinger – og især forhandlinger på brancheniveau – nu ses som en central del af det politiske værktøj til at sikre fair løn og gode arbejdsvilkår.

Også uden for Europa spores udviklingen. I Australien har regeringen siden 2022 gennemført en række reformer for at gøre det lettere at indgå kollektive aftaler på tværs af virksomheder i samme branche. Reformerne skal sikre mere lighed og balance på arbejdsmarkedet og imødekomme nogle af de samme udfordringer som i Europa.

Forfatterne trækker i artiklen på teori om magtressourcer og argumenterer for, at den “nye viden” om brancheforhandlingers potentiale udgør en idébaseret magtressource. Denne nye viden overføres vertikalt mellem internationale, regionale og nationale niveauer og mobiliserer lokale aktører – som fagforeninger, politikere og embedsmænd – til at præge både debat og lovgivning. I stedet for at se kollektive aftaler som ideologiske relikvier, positioneres de nu som teknisk funderede og evidensbaserede løsninger på komplekse arbejdsmarkedsproblemer.

Tilsammen peger de tre cases på et bredere skift i arbejdsmarkedspolitikken. Hvor den neoliberale dagsorden tidligere pressede alle forhandlinger ud på virksomhedsniveau, ser vi nu en erkendelse af, at stærke brancheaftaler kan spille en afgørende rolle for økonomisk stabilitet og social retfærdighed. Om denne tendens vil fortsætte og brede sig yderligere, afhænger i høj grad af de politiske valg, der træffes i de kommende år – både i EU, Australien og resten af verden.

Læs hele artiklen ’Vertical New Knowledge Transfer and the Revival of Multi‐Employer Collective Bargaining’ af Søren Kaj Andersen og Chris F. Wright, publiceret i Industrial Relations Journal, marts 2025.

Emner