Mindeord om professor emeritus Jesper Due

Jesper Due satte ord på, hvad den danske model består af og tydeliggjorde hermed, hvad der er særligt i den måde, hvorpå vi regulerer det danske arbejdsmarked.

Da bogen med titlen ’Den danske model’ kom i 1993, var modellen tæt på 100 år gammel, men relativt ubeskrevet. Faktisk var den amerikanske forsker, Walter Galenson, en af de få som havde haft blik for den særlige måde, det danske arbejdsmarked blev reguleret på. I en bog fra 1952 beskriver han et i bund og grund ganske liberalt system, hvor private organisationer – arbejdsgiverforeninger og fagforeninger – i fællesskab via kollektive overenskomster regulerede langt størstedelen af arbejdsmarkedsforholdene.

Efter 'Den danske model' fulgte en længere perlerække af meget grundige og omfattende bøger – som med 'Den danske model' blev de alle skrevet sammen med den faste samarbejdspartner Jørgen Steen Madsen. De havde fokus på udviklingen i overenskomstforhandlinger og forandringer blandt arbejdsmarkedsorganisationerne – såvel i den private som i den offentlige sektor. Her kan fremhæves 'Fra storkonflikt til barselsfond', der analyserede den seneste storkonflikt på det private arbejdsmarked i 1998 og udviklingen frem mod en ny stabilitet og aftaler om barselsfonde i 2004, samt deres seneste værk - et monumentalt firebinds værk fra 2020 om det offentlige aftalesystems historie. Dette seneste værk var forskning til tiden, da det udkom netop som sygeplejerskers løn, og konsekvenser af Tjenestemandsreformen fra 1969, blev taget op til fornyet diskussion. Ind imellem disse bøger har de to bl.a. udgivet den mest omfattende analyse af tilblivelsen af de internationalt berømmede danske arbejdsmarkedspensioner 'Fra magtkamp til konsensus' fra 2003. Her diskuteres hvordan kampen om økonomisk demokrati via den såkaldte Fælleserklæring – indgået mellem den daværende Schlüter regering og arbejdsmarkedets parter - førte til etableringen af arbejdsmarkedspensionerne.

Det var typisk for Jesper Due, at han sammen med Jørgen Steen Madsen undervejs i det overvældende skrivearbejde stoppede op og reflekterede over egen forskning. De var tidstypisk startet ud med en stærkt marxistisk inspireret forskning. Staten og klassekampen stod i centrum for analyserne. Denne tilgang blev der dog gjort eksplicit op med i lærebogen ’Slip Sociologien løs’ fra 1983. Nu kom der fokus på aktører og deres handlinger, normer og værdier.

Dernæst gjorde de i 2011 status på deres teoretiske arbejde gennem 40 år med endnu en bog. Deres arbejde er her delt op i tre faser. Først den nævnte revolutionære marxisme og derefter opgøret med den i den efterfølgende ’lyriske fase’, hvor det handlede om at komme tæt på aktører som forskningen omhandlede, nemlig fagforeninger og arbejdsgivere. Og endelig den ’modernistiske fase’, hvor nye begreber sprang ud af de tætte analyser. Det handlede her bl.a. om uformelle relationers betydning i kollektive forhandlinger, men analysen udviklede sig nærmest til en teori om uformelle relationers betydning for alle former for politisk beslutningstagen. Titlen på bogen er ’Hvorfor gå på Uni, når man kan spise sin madpakke derhjemme?’. Titlen er en graffiti, der stod på væggen i det daværende Kultursociologiske Institut, hvor Jesper sammen med Jørgen dannede arbejdsmarkedsforskningscenteret FAOS. Spørgsmålet er paradoksalt fordi vi, der har arbejdet på FAOS – i modsætning til hvad man ser mange steder på universitetet – sidder næsten dagligt på Uni. FAOS blev i høj grad et arbejdsfællesskab, så meget at det nogle gange bliver omtalt som en familie. Dette er udtryk for en arbejdsform, som Jesper knæsatte. Vi arbejder oftere sammen om projekter og udgivelser, end vi arbejder alene. Det er også udtryk for, at ambitionerne er store. Vi skal være blandt de bedste arbejdsmarkedsmarkedsforskere. Og vi skal kunne måle os med de bedste internationale kollegaer.

FAOS har alle dage først og fremmest været finansieret af bevillinger fra arbejdsmarkedets parter. Grundlaget for dette har været forskningen og de ovenfor nævnte publikationer, hvor relevansen og dybden af forskningen var tydelig for såvel arbejdsgiver- som lønmodtagerorganisationer. Jesper Dues evne til at formidle denne forskning og opbygge relationer til alle relevante aktører i organisationsverdenen har været afgørende for denne finansiering.

Da Jesper og Jørgen i 2006 trak sig fra ledelsen af FAOS efterlod de et forskningscenter med en klar profil – måske ligefrem et brand – som angav en klar retning for os, som kom til at overtage efter dem. Jesper var en akademisk entreprenør, der fik sat ny forskning sporet. Vores opgave blev at konsolidere forskningscenteret og udvikle det, så forskningen fortsat bidrager til forståelsen af de udfordringer og perspektiver, der til stadighed udvikler sig i relation til den danske model.

Søren Kaj Andersen og Mikkel Mailand/FAOS