Offentlige lønningers betydning for økonomierne i Europa
Christian Lyhne Ibsen (FAOS), Donato Di Carlo og Oscar Molina har redigeret et nyt særnummer af European Journal of Industrial Relations (EJIR). I introduktionen til særnummeret argumenterer de for, at den offentlige sektor bør spille en mere fremtrædende rolle inden for komparativ politisk økonomi i Europa. Det bør den, fordi den offentlige sektor er den største enkeltstående arbejdsgiver i stort set alle europæiske økonomier. Offentlige lønudgifter finansieres af skatteyderne og offentlige arbejdsgivere er på én gang offentlige ledere og politiske suveræner.
I et nyt særnummer af EJIR analyseres den offentlige sektors løndannelse ud fra komparativ politisk økonomi (CPE) og dets fokus på vækstregimer. Formålet med særnummeret er, at kombinere indsigter fra arbejdsmarkedsforskningen (Industrial Relations) med indsigter fra komparativ politisk økonomi i et nyt perspektiv på den offentlige sektors lønfastsættelsesprocesser, institutioner og resultater (PSWS). Dermed analyserer særnummeret også kontinuitet og forandring i europæiske vækstregimer ved at se på den rolle, som aktører i den offentlige sektor spiller i disse processer. De fire artikler, der udgør særnummeret, fokuserer på de institutioner og magtressourcer, der former politikken for PSWS-processer og resultater i fire forskellige europæiske vækstregimer: Middelhavslandenes efterspørgselsdominerede vækstregime (Frankrig, Italien, Spanien og Portugal), det tyske eksportdominerede vækstregime, det nordiske balancerede vækstregime (Danmark og Sverige) og det østeuropæiske vækstregime (Tjekkiet og Slovakiet), domineret af udenlandske investeringer (FDI'er).
Forfatterne hævder, at forskere inden for arbejdsmarkedsforskning og komparativ politisk økonomi ville have gavn af, at være mere opmærksomme på den offentlige sektor og undersøgelsen af offentlig lønfastsættelse af tre specifikke grunde.
For det første, på trods af årtiers med liberalisering og privatisering forbliver den offentlige sektorden største enkeltstående arbejdsgiver i stort set alle europæiske økonomier. Derfor afhænger forbrugskapaciteten hos en stor del af den europæiske middelklasse af de indkomster, de får fra deres offentlige ansættelse i staten.
For det andet, til forskel fra den private sektor, finansieres de offentlige arbejdsgiveres lønudgifter – en af de største poster i regeringernes løbende udgifter – af skatteyderne. Derfor er lønpolitik i den offentlige sektor finanspolitik, der i sidste ende forfølges af regeringer gennem budgetlove. I den henseende handler offentlig lønfastsættelse aldrig kun om løndannelse i sig selv, men bør i stedet analyseres som et bredere instrument i den økonomiske politik af regeringer, der handler i deres egenskab af politiske arbejdsgivere.
For det tredje har de offentlige arbejdsgivere i modsætning til den private sektor en dobbelt rolle som 'offentlige ledere' og 'politiske suveræner'. Derved har de statslige arbejdsgivere generelt en større institutionel og juridisk kapacitet til at styre løndannelsesprocessen i den offentlige sektor, fordi de i sidste ende kan gennemtvinge deres præferencer gennem lovgivning og altid agere i "hierarkiets skygge".
Læs hele introduktionen til særnummeret ’The new political economy of public sector wage-setting in Europe: Introduction to the special issue’ af Donato Di Carlo, University Luiss Guido Carli, Christian Lyhne Ibsen, FAOS og Oscar Molina, Universitat Autònoma de Barcelona. Publiceret i European Journal of Industrial Relations.