OK 2011: Fra lønfest til nulløsning og vægt på tryghed

Forskningsnotat af Jesper Due & Jørgen Steen Madsen (november 2010) 

Allerede med afslutningen af konflikten under OK 2008 på det offentlige arbejdsmarked var konklusionen for de fleste aktører, at konflikten i hvert fald ikke skulle gentages ved næste runde i 2011. Kort tid efter væltede den økonomiske krise ind over landet og undergravede forudsætningerne for aftaleløsningerne med høje lønstigninger. Det har betydet, at de offentlige lønninger kom til at løbe foran de private og via reguleringsordningen er de offentligt ansatte derfor kommet til at "skylde", inden forhandlingerne overhovedet går i gang. Med regeringens stramme økonomiske politik og genopretningspakken står det klart, at der ikke er meget at forhandle om. Det understreger yderligere for de faglige organisationer, at OK 2011 for alt i verden ikke må ende i en ny konflikt. Der er lagt op til en overenskomstløsning med noget, der ligner en nulløsning det første år, og hvor der i stedet er lagt vægt på øget tryghed i en tid, hvor der må forventes afskedigelser - også i den offentlige sektor.

Splittelse internt i lønmodtagerfronten kan komplicere forhandlingsforløbet. Vanskelige hurdler er som under OK 2008 igen de statslige arbejdsgiveres krav om ændrede arbejdstidsregler for lærergrupper og forhøjet pensionsalder for særlige grupper. Her skal findes nødvendige kompromiser, hvis et samlet forlig skal kunne indgås.

Mandag den 22. november starter slaget med udveksling af krav mellem parterne på både det kommunale og regionale område. Samme dag holdes de første møder på det regionale område, og det følges op onsdag den 24. med et møde mellem KL og KTO.

Der tegner sig ved starten af forhandlingsforløbet i november 2010 to overordnede veje til løsning af en vanskelig situation. Enten vælges en minimalstrategi, hvor resultatet gøres så skrabet som muligt, for at skabe plads til en mere normal overenskomstforhandling i næste runde - formentlig i 2013. Eller også vælges en velfærdsstrategi, hvor den skrabede løsning suppleres med et velfærdsgode, der har et mere langsigtet perspektiv. Det vil formentlig kræve en treårig overenskomstperiode, som de fleste parter vil undgå. Derfor er det nok minimalstrategien, der vil slå igennem. Spørgsmålet er så, om krisebevidstheden er så udbredt blandt de offentligt ansatte, at de ved de afstemninger, der skal finde sted, vil acceptere forlig, der ikke en gang sikrer deres realløn.

Notatet er skrevet i samarbejde med Politiken, hvor hovedpointer er gengivet i en analyseartikel mandag den 22. november.

Download hele forskningsnotatet (pdf)