Overenskomstfornyelsen 2018
De offentlige overenskomstforhandlinger i 2018 var tæt på at gå i hårdknude og sende landet ud i en storkonflikt. I en ny FAOS Rapport analyserer Nana Wesley Hansen og Mikkel Mailand processen og resultaterne og giver bud på årsagerne til det høje konfliktniveau i dette årtis overenskomstfornyelser.
Forhandlingsprocessen ved OK18 var exceptionelt langtrukken, og ved den 2. udsættelse af konfliktvarslet var det ganske tæt på en storkonflikt. Formuleret kort, så kan den ekstraordinære proces og resultaterne ved OK18 forklares med musketereden og fagbevægelsens succesfulde mobilisering af kernetropper og befolkning, samt en parlamentarisk situation med en borgerlig regering og et forestående folketingsvalg, hvor et lovindgreb ikke så nemt ud. Musketereden og fagforeningernes mobilisering var en reaktion på, hvad lønmodtagerne opfattede som urimelig ageren fra arbejdsgivernes side ved især OK13 og OK15, og hvad lønmodtagerorganisationerne anså for forsøg på at øge ledelsesrummet på bekostning af velerhvervede lønmodtagerrettigheder, samt urimelige lønkrav under OK18.
Med hensyn til OK18s resultater kan musketereden, mobiliseringen og det forestående valg være med til at forklare, at lønmodtagerne kom relativt godt ud af overenskomstfornyelsen i den forstand, at både løngabsdiskussionen og privatlønsværnet forsvandt, og at der blev fundet løsninger på spisepausen for en lav pris. Dog indeholder OK18-forligene ikke store nyskabelser eller nye perspektiver, men har snarere karakter af at vedligeholde eksisterende rettigheder. Succesen for lønmodtagerne, i det omfang man kan tale om en sådan, handlede altså for lønmodtagerne mere om afvikling af tidligere problematiske elementer og beskyttelse mod nye forringelser.
Betydningen af det politiske pres ved OK18 er uomtvistelig. På baggrund af nye indsigter i lønmodtagernes og arbejdsgivernes evner til at koordinerer internt må antagelsen om det såkaldte asymmetriske magtforhold op til revision. Vi afviser ikke at magtforholdet er asymmetrisk, men OK18 illustrerede tydeligt, at fagbevægelsens politiske magtressourcer i Danmark kan være betydelige, hvis de udnyttes rigtigt og den politiske kontekst er den rette.
Der er i de seneste år blevet fremførte flere forslag til justeringer af aftalemodellen i den offentlige sektor. Disse har fokuseret meget på formelle institutioner og strukturer og har implicit eller eksplicit bygget på OK13 og antagelsen om det asymmetriske magtforhold. Men når der skal findes forklaringer på dette årtis generelt konfliktfyldte overenskomstfornyelser bør forhold med relation til parternes interesser, strategier og indbyrdes relationer inddrages: 1) Større interessemodsætninger mellem parterne i forbindelse med overenskomstfornyelserne end tidligere; 2) udgifts- og moderniseringspolitikker med et kontinuert fokus på effektiviseringer; 3) en ’tillidskrise’ mellem parterne i den statslige sektor; 4) uenigheder om lønforhandlingernes udgangspunkter.
Læs rapporten 'Overenskomstfornyelsen 2018 - Musketered, magtbalancer og modelforandringer' af Nana Wesley Hansen og Mikkel Mailand.