Professor emeritus Jørgen Steen Madsens mindeord om Jesper Due

Med Jesper Dues død har jeg har mistet min nære ven og daglige arbejdskammerat gennem mere end et halvt århundrede.

Jeg mødte Jesper første gang i august 1963, hvor vi blev aktive sammen i den lokale DSU-afdeling i det københavnske sydvestkvarter. Der var med det samme en stærk gensidig kemi, og der var derfor basis for, at vi – efter nogle år med egne aktiviteter – fandt sammen igen i 1969. Lige siden har vi arbejdet tæt sammen - først som studerende på Institut for Kultursociologi og siden som arbejdsmarkedsforskere ved Københavns Universitet.

Jesper Due havde en meget usædvanlig indgang til den lange akademiske karriere som arbejdsmarkedsforsker, idet han i 1969 på baggrund af en uddannelse som elektriker og højskoleophold i ind- og udland som den første blev optaget på dispensation på Københavns Universitet. Som mønsterbryder var han nervøs for at træde vejen alene og fik overtalt mig til at følge med. Så jeg fik dispensation nr. to, og vi tog fat på studiet. Siden lavede vi alting sammen. Vi blev magistre i kultursociologi samme dag i 1969 og fik i 1991 begge en doktorgrad i sociologi ved Lunds Universitet.

Vores samarbejde har bygget på en ubrydelig tillid og en stærkt forankret gensidig loyalitet. Vi sagde gerne, at Jesper var udenrigsminister, jeg var indenrigsminister og vi delte statsministeriet. Ingen vigtige beslutninger blev taget uden fuldstændig enighed mellem os.

Jespers store styrke var en utrolig kreativitet. Ideerne nærmest væltede frem og hovedproblemet var så at få sorteret mellem dem og lavet planer for realiseringen af de bedste.

Jesper havde en sjælden set evne til at skabe kontakter og udvikle netværk. Det var afgørende for, at vi kunne etablere tillidsbaserede og kontinuerlige forbindelser med aktørerne i det aftalesystem, som hurtigt blev vores afgørende forskningsområde. Heri lå grundlaget for, at vi allerede tilbage fra slutningen af 1970’erne kunne udvikle et miljø for arbejdsmarkedsforskning på Københavns Universitet. Fra 1990 blev det med stadig flere forskere tilknyttet omdannet til FAOS, der først var en forskningsgruppe, men snart udviklede sig til et egentligt Forskningscenter for Arbejdsmarkeds- og Organisationsstudier.

Som forsker var Jesper i sit es, når han interviewede forhandlerne i aftalesystemet. Hans hovedmetode var en empatisk og indfølende spørgeteknik, der langsomt åbnede de interviewede, så de også fortalte os, hvad der var sket i de uformelle kontakter under det forløb, vi undersøgte. Som ingen andre kunne vi derfor afdække det afgørende uformelle spil mellem parterne og opnå en dybtgående forståelse af relationerne mellem parterne på arbejdsmarkedet. Forhandlerne oplevede, at oplysningerne ikke blev misbrugt, og vi fik derfor skabt stærke tillidsbaserede relationer. I løbet af 1990’erne fik vi på det grundlag skrevet to af hovedværkerne om det private og det offentlige aftalesystem – henholdsvis ”Den danske model” i 1993 og ”Forligsmagerne” i 1996.

Jesper og de publikationer, vi i fællesskab offentliggjorde, skabte respekt hos parterne, og det var baggrunden for, at det med Jesper som primus motor blev muligt at sikre midler til vores forskning fra både fagforbund og arbejdsgiverorganisationer, suppleret med midler fra forskningsråd, ministerier og diverse fonde. Denne form for ekstern finansiering blev nødvendig, fordi vi afsluttede vores studier på et uheldigt tidspunkt, hvor alle stillinger var besat. Og midt i det hele blev vores eget Institut for Kultursociologi lukket.

Hvis vi ville arbejde som forskere, måtte vi derfor selv skaffe midlerne. Og det gjorde vi så gennem et langt arbejdsliv, hvor vi både nåede 25 års og 40 års ansættelse – uden på noget tidspunkt at have et almindeligt fast job på Københavns Universitet. Som universitets daværende kontorchef, Søren Nissen, formulerede det, var det udbetalte jubilæumsgratiale det eneste, vi havde fået finansieret af universitets kasse.

For os begge var det vigtigt, at forskningsvirksomheden med placeringen på universitetet sikredes en uafhængig status. Vi var underlagt de samme krav til forskningens uafhængighed som alle andre ansatte. Samtidig sørgede vi altid for gennem en bred finansiering at mindske afhængigheden af de parter i aftalesystemet, som vi kom meget tæt på. Til tider kunne vi ikke undgå at skrive noget, som af en organisation kunne opfattes negativt, men til gengæld var andre tilfredse, og som regel udjævnede det sig over tid. Selvfølgelig også styrket af, at vi fik lavet nogle solide analyser, der generelt blev vurderet højt.

Det seneste tiår har Jesper Due været professor emeritus, men stadig med en daglig tilknytning til FAOS og fortsat forskningsaktivitet. Det var således en stor glæde for ham, da det lykkedes os at få udgivet et stort firebindsværk om det offentlige aftalesystems historie i efteråret 2020.

Det ville have lignet Jesper meget dårligt, hvis han ikke efter sin fratrædelse ind imellem så med kritiske blikke på efterfølgerne. Men for Jesper var det først og fremmest en stor tilfredsstillelse, at FAOS fortsatte og endda udviklede sig både kvalitativt og kvantitativt til en endnu større forskningsenhed, efter at vi gav plads til de næste generationer. Det er et tegn på, at vi skabte noget af blivende værdi og ikke kun noget, der kunne sikre vores egen karriere.

Jørgen Steen Madsen/FAOS