Skæbnedag for dansk fagbevægelse
13. april bliver der skrevet danmarkshistorie, hvis det lykkes at samle LO’s og FTF’s 1,2 millioner medlemmer i en ny stor hovedorganisation. Bliver fusionen vedtaget kan det skabe panderynker hos arbejdsgiverne, at de store private og offentlige forbund samler kræfterne i én fælles hovedorganisation. Samtidig vil det isolere Akademikerne. Mislykkes missionen vil det splitte fagbevægelsen og især presse de offentlige fagforbund.
Stærke arbejdsgivermodparter og faldende medlemstal er de væsentligste årsager til, at der nu er kommet skred i processen om at skabe én ny samlet hovedorganisation for LO og FTF’s 1,2 millioner medlemmer. Men en ny hovedorganisation handler også om at skabe en ny fortælling om fagbevægelsen, der ikke er præget medlemstilbagegang og globaliseringens underminering af Den Danske Model, men viser, at fagbevægelsen er i stand til at forny sig. En fagbevægelse, der bygger på en stærk fælles solidaritet på tværs af sektorerne, og som derfor også kan spille offensivt ind i de store økonomiske og velfærdspolitiske dagsordener.
Bliver fusionsprocessen en succes, kan man forestille sig flere afledte effekter i form af nye fusioner mellem mindre fagforbund, som nu pludselig deler hovedorganisation og justeringer i det offentlige aftalesystem. Akademikerne vil stå isoleret og have brug for at opruste, og på arbejdsgiversiden kan det skabe panderynker, at alle betydende private og offentlige fagforbund havner i samme hovedorganisation.
Lykkes processen derimod ikke, vil LO og FTF miste økonomiske gevinster og flere medlemsorganisationer går måske alligevel. De offentlige dele af HK har længe ønsket sig sammen med FTF’erne, mens Finansforbundet og andre private organisationer i FTF er i dialog med Akademikerne. En konsekvens kan blive et LO domineret af private forbund, mens de offentlige er i FTF. Mange i fagbevægelsen ser dette som et elendighedens scenarie, der vil splitte den samlede fagbevægelsen og særligt presse de offentlige fagforbund. Som nævnt ovenfor er der offentlige organisationer i FTF, som har signaleret, at de vil prioritere at være sammen med de private. Gør de alvor af dette, kan det i sidste ende få FTF til at smuldre helt.
Stordriftsfordele og større politisk indflydelse
Begge hovedaktører, LO og FTF, kan se fordele i en ny samlet organisation. LO er landets største forbund med 800.000 medlemmer fordelt i sine medlemsorganisationer, og dermed klart større end FTF, der har knap 350.000 medlemmer. Men det er LO, der kæmper mest med faldende medlemstal, og selvom tabet af medlemmer ikke er så slemt som tidligere, kalkulerer LO med et tab på 20.000 medlemmer om året. Det presser økonomien. Antallet af medlemmer i FTF organisationerne har været stabilt i de senere år, men med et langt mindre sekretariat kan man her se perspektiver i at samle ressourcerne og professionalisere analysearbejdet og den politiske interessevaretagelse. Målet med en ny hovedorganisation er således, at høste stordriftsfordele; et hus, et sekretariat, et it-system osv.
HK og FOA siger ja, 3F siger nej
For HK og FOA – store LO forbund med en betydelig andel af offentligt ansatte – skal en ny hovedorganisation lede til en stærkere og mere offensiv fagbevægelse over for såvel stat som arbejdsgivere. Her ser man potentiale i at samle kræfterne og matche de centraliserede arbejdsgiverinteresser i Dansk Industri, der får DA til et udføre meget af det koordinerede arbejde, og i Finansministeriet, hvor Moderniseringsstyrelsen er den udførende hånd. De samme interesser findes i FTF, dog her snarere på baggrund af, at man er den mindre hovedorganisation, der kan være nok så profileret, men i sidste ende er og bliver ”lillesøsteren”. Når der fx skal indgås trepartsaftaler, så forhandler beskæftigelsesministeren, DA og LO, og så må FTF se, om de i anden omgang kan få sat et aftryk.
LO’s største forbund, 3F, har sagt klart nej tak til fusionen. Formand for 3F, Per Christensen, var tidligt ude og spørge ”hvis en ny hovedorganisation er svaret, hvad er så spørgsmålet?” Ideerne om en ny fortælling har kunnet ligge på et lille sted i 3F. Andre i LO-fagbevægelsen mener dog, at det hos 3F handler om frygt for at miste status, som ”dem, man ikke kan komme uden om”. Under alle omstændigheder har 3F ikke delegerede til alene at kunne stoppe processen på kongressen den 13. april. Men der skal relativt få andre delegerede til at slutte op om et nej, før man har opnået den tredjedel, som udgør det blokerende mindretal, der kan stoppe hele processen.
Ovenstående er et resume af en analyse, der blev bragt i Altinget 25. februar 2018.