Slowing down Social Europe? The role of coalitions and decision-making arenas

Report 3 - the employment policy area 

Forskningsnotat af Mikkel Mailand (august 2011)

Formålet med projektet 'Slowing down Social Europe?' er at analysere om indholdet i og vægten mellem forskellige reguleringstyper er blevet påvirket af styrkelsen af de reguleringsminimerende aktører. Projektet fokuserer på fire områder: Medindflydelse, beskæftigelsespolitik, familie-arbejdsliv og mobilitet.

På baggrund af analyserne i delrapporten om den europæiske beskæftigelsespolitik kan det konkluderes, at der har været succesfulde forsøg på at minimere 'det Sociale Europa' på det beskæftigelsespolitiske område, men at disse har været få. Mht. politikkens omfang er antallet af beskæftigelsesretningslinjer blevet reduceret fra højdepunktet på 18 i 2002 til 4 i 2010. Men denne udvikling fremstår mindre dramatisk, når strømliningen og komprimeringen af de overordnede strategier (Lissabon-strategien og Europe 2020), der også har reduceret antallet af økonomiske retningslinjer, indregnes. Det er yderligere værd at bemærke, at selvom den europæiske beskæftigelsesstrategi er blevet reduceret ved alle tre revisionsprocesser (2002-03, 2005 og 2010), så har den klaret sig meget bedre, end mange havde forventet. Ikke desto mindre er bundlinjen, at omfanget af den europæiske beskæftigelsespolitik er reduceret i løbet af det seneste tiår, og at den i højere grad er blevet underordnet den økonomiske politik.

Hvis der i stedet for politikkens omfang fokuseres på dens indhold findes også tegn på en svækkelse af det Sociale Europa, men igen kun i begrænset omfang. 2002-03-revisionen og 2007-beslutningen om de fælleseuropæiske flexicurity-principper inkluderede så mange indrømmelser til de reguleringsmaksimerende kræfter, at principperne kun vanskeligt kunne ses som en svækkelse af det Sociale Europa. På lignende vis betød inklusionen af fattigdomsspørgsmålet i Europe 2020-strategien en indrømmelse over for de reguleringsmaksimerende aktører, der mere end opvejer andre forandringer.

Delrapporten indeholder yderligere en række konklusioner: For det første, at koalitioner mellem aktørerne ser ud til at have spillet en vigtigere rolle i den første halvdel af 00'erne end i den anden halvdel, og at koalitionerne primært er opdelt i forhold til deres ønske om at maksimere eller minimere reguleringen, omend andre forhold, fx subsidaritetsprincippet, også spiller en rolle.

For det andet konkluderes det, at en væsentlig årsag til, at det har været muligt at blive enige om ny regulering på trods af styrkelsen af de reguleringsskeptiske kræfter, er, at ikke alle nye tiltag er lige lette at klassificere som enten reguleringsmaksimerende eller reguleringsminimerende. De fælleseuropæiske flexicurity-principper er et eksempel herpå. Men det skyldes også de veto-punkter, nogle aktører besidder. For at blive genvalgt måtte Barosso-kommissionen fx give Europaparlamentet indrømmelser, hvilket er den væsentligste forklaring på, at fattigdomsbekæmpelsen blev en central del af Europe 2020.

For det tredje konkluderes det i delrapporten, at det beskæftigelsespolitiske område kun indeholder få skift imellem de beslutningsarenaer, der refereres til i projektets titel. Disse skift bunder primært i aktørernes strategier for at få beslutninger placeret netop der, hvor der er størst sandsynlighed for at få truffet de ønskede beslutninger. Et eksempel på et sådant arenaskift fandt sted, da en serie medlemsstater med Storbritannien i spidsen fik nedsat den såkaldte Kok-gruppe i 2003, kort efter at beskæftigelsesstrategien var blevet revideret. Det var et forsøg på at køre den daværende Kommission ledet af Prodi ud på et sidespor.

Endelig, for det fjerde, kan det konkluderes, at medlemsstaterne er villige til at gå langt for at forsvare deres positioner - ikke mindst når der er tale om kvantitative lande-specifikke henstillinger - selvom den europæiske beskæftigelsespolitik ikke er juridisk bindende for medlemsstaterne. Men manglen på intense diskussioner, der kan ses i nogle faser af beslutningsprocesserne, kan alligevel ses som et udtryk for den forskel, der trods alt er på ikke-reguleringsområder som beskæftigelsespolitikken og de juridisk bindende områder inden for det Sociale Europa, som analyseres i nogle af projektets øvrige delrapporter.

Download hele forskingsnotatet (pdf)