Trepart under og efter finanskrisen – Københavns Universitet

FAOS > Nyheder > Trepart under og efter...

01. oktober 2019

Trepart under og efter finanskrisen

Frekvensen af trepartsaftaler er steget snarere end faldet siden finanskrisen. Foto Colourbox

Ny rapport beskriver og analyserer det danske trepartssamarbejde fra finanskrisens udbrud til og med 2017. Formålet er at forstå, hvorfor trepartssamarbejder blev igangsat og hvad aktørerne hver især har fået ud af at deltage. Analyserne fokuserer primært på tre områder: Arbejdsløshedsforsikring, beskæftigelsespolitik samt voksen- og efteruddannelse (VEU).

Der var i Danmark ingen trepartsafttaler eller forsøg herpå i de første 3 ½ år efter finanskrisens udbrud. Men denne periode uden trepartssamarbejde var ikke særlig lang og frekvensen af ​​trepartsaftaler er – i modsætning til den generelle tendens i Europa – steget snarere end faldet siden krisen. Rapporten viser også, at trepartsaftaler generelt er mere udbredte indenfor VEU og beskæftigelses-politik end indenfor arbejdsløshedsforsikring, men at der ikke i perioden fra krisen og frem har været har været områder, der har domineret.  

Endvidere demonstrerer adskillige cases fra rapporten, at selvom fagbevæ-gelsen ’blev kørt over’ et par gange i periodens start, så er parterne stadig i stand til at udøve afgørende indflydelse på arbejdsmarkeds- og velfærdsstatslige politikker via trepartsaftaler. De blåstempler med andre ord ikke blot skiftende regeringers politik. Især DA-LO-aksen viste sig i perioden stadig at være stærk. Aksen kunne i mange tilfælde blokere for forslag såvel som afgøre kernen i aftaler, omend DA-LO-konsensus ikke længere altid var en tilstrækkelig forudsætning for indflydelse.

Arbejdsmarkedets parter er således klart de stærkeste interesseorganisationer på områderne, men de står ikke alene. At arbejdsmarkedets parter i stigende grad må dele beslutningsarenaerne med akademiske eksperter og andre interesseorganisationer er ikke noget nyt fænomen, men har kunnet iagttages siden 00’erne.

En anden af rapportens resultater rækker også tilbage til 00’erne: Aktørernes strategier for opnå indflydelse har ændret sig som følge af, at dagsorden-fastsættelsen er blevet stadig vigtigere. Det har bl.a. betydet, at parterne har opgraderet deres eksterne kommunikationsindsats med nyhedsbreve og stærkere tilstedeværelse i medierne.

Endelig diskuteres i rapporten fire forklaringsvariable på trepartssamarbejdets udvikling, nemlig den økonomiske situation, partnernes styrke, rege-ringens styrke og regeringens idelogi. På trods af, at fagbevægelsen har tabt magt, så er begge arbejdsmarkedsparter fortsat tilstrækkeligt stærke til, under de rette forudsætninger, at være attraktive aftalepartnere for skiftende regeringer. Krisen har ikke afgørende påvirket omfanget af trepartsaftaler, men der kan i et 30-årigt perspektiv ses tendenser til, at borgerlige regeringer og svage rege-ringer indgår flere trepartsaftaler. Men tendenserne er ikke stærke, hvilket antyder, at situationsbestemte valg er afgørende for om der indgås trepartsaftaler eller ej.

Læs hele rapporten 'Trepart under og efter krisen' af Mikkel Mailand.