Den intensiverede internationale konkurrence har betydet en global vækst i antallet af jobskift, men ikke alle lande finder det lige let at håndtere stigningen inden for rammerne af deres hidtidige arbejdsmarkedsregulering. Nogle kæmper med høje arbejdsløshedstal, mens andre har svært ved at efteruddanne og omskole ledige i takt med forandringerne i efterspørgslen på arbejdsmarkedet. I den sammenhæng fremstår dansk arbejdsmarkedsregulering som en succeshistorie. Ikke alene er arbejdsløsheden i Danmark blevet kraftigt reduceret over de seneste 10 år, det er samtidigt sket uden en væsentlig forringelse i jobkvaliteten. Mange tilskriver succesen den danske flexicurity-model, som kombinerer en let adgang til at hyre og fyre medarbejdere (fleksibilitet) med et relativt generøst dagpengesystem og et veludbygget aktiverings- og efteruddannelsestilbud (sikkerhed).

De danske resultater har vakt opsigt ikke blot i europæisk sammenhæng, hvor man især i lande som Tyskland og Frankrig ønsker at øge beskæftigelsen, men også i USA, hvor jobkvaliteten er for nedadgående. Det står imidlertid hen i det uvisse, hvorvidt lande med markante forskelle i deres politiske og økonomiske baggrund reelt kan lære en frugtbar lektie af den danske model. Nogle påpeger, at forskellene gør en eventuel overførsel af modellen til en risikabel affære, mens andre ser det som en rational strategi at introducere ‘best practices' fra andre lande.

Dette forskningsnotat angriber diskussionen fra en tredje vinkel. Nyere undersøgelser viser, at det er muligt at lære på tværs, men at en succesfuld læringsproces forudsætter, at form og indhold samt niveau vælges med stor omhu. Gennem en grundig analyse og sammenligning af den danske og den amerikanske arbejdsmarkedspolitik søger forskningsnotatet at svare på, hvorvidt det er muligt for USA at lære af den danske flexicurity-model, og hvad der potentielt kan læres.

Både dansk og amerikansk arbejdsmarkedsregulering er kendetegnet ved en høj fleksibilitet, mens sikkerheden er signifikant højere i Danmark. Det betyder også, at udgifterne til understøttelse og efteruddannelse adskiller sig så kraftigt, at det forekommer urealistisk, at opnå politisk enighed om et dansk niveau i en amerikansk sammenhæng. Til gengæld er der et potentiale for læring vedrørende implementeringen af den aktive arbejdsmarkedspolitik, hvor USA kæmper med at få efteruddannelses- og vejledningsindsatsen til at fungere effektivt på det lokale niveau. Den danske succes hviler ikke alene på et højere udgiftsniveau, men også på reformer, der har sikret en effektiv udnyttelse af de midler, der er til rådighed, herunder introduktionen af skræddersyede uddannelses- og vejledningsforløb og en stærk lokal koordinering mellem offentlige aktører og virksomheder.