Dagpengesystemet

Dagpengesystemet udgøres af arbejdsløshedsdagpenge, der er en statssubsidieret forsikringsordning mod ledighed, og sygedagpenge, der en kompensation for tabt arbejdsfortjeneste som følge af sygdom. Dagpengesystemet tænkes oftest som en del af den danske flexicurity-model.

Den første arbejdsløshedslov blev vedtaget i 1907 med inspiration fra bl.a. det belgiske Gent-system. Der blev valgt en model med selvstyrende, fagligt afgrænsede arbejdsløshedskasser tilknyttet fagforeningerne, men under offentligt opsyn og med et loft over det samlede offentlige tilskud fra kommuner og stat på makismalt 50 procent af de samlede udgifter.

En større reform af arbejdsløshedsunderstøttelsen kom først i 1967/1969. Reformen gjorde det bl.a. muligt for deltidsansatte at forsikre sig. Også det stadigt gældende princip om, at dagpengene maximalt udgør 90 procent af den hidtidige indtægt, stammer fra disse lovændringer. Endvidere betød reformen, at staten overtog den marginale risiko ved ledighedsstigninger, dvs. at staten fremover skulle betale merudgifterne ved stigende ledighed. Dermed blev forsikringselementet i arbejdsløshedsunderstøttelsen mindre. De forsikrede finansierer ca. en tredjedel af de samlede udgifter. Lovændringerne indebar også, at den statslige arbejdsformidling, AF, blev oprettet. Arbejdsformidlingen overtog samtidig rollen med at formidle ledige job og ledig arbejdskraft fra bl.a. a-kasserne. Senere har a-kasserne dog igen fået en væsentlig rolle i arbejdsformidling og aktivering.

Fra 1990’erne blev dagpengesystemet i stigende grad samtænkt med den aktive arbejdsmarkedspolitik. Flere reformer forkortede den maksimale dagpengeperiode, der med dagpengereformen i 2010 kom ned på to år, samtidig med at også kravene for at modtage arbejdsløshedsdagpenge blev strammet. Kravene, som de er i dag, er, at den ledige:

  • er registreret som arbejdssøgende, står til rådighed for arbejdsmarkedet og ugentligt bekræfter sin jobsøgning
  • har været medlem af en a-kasse i mindst ét år
  • har været beskæftiget som lønmodtager i mindst 52 uger inden for de sidste tre år – for fuldtidsforsikrede – og 34 uger inden for de sidste tre år – for deltidsforsikrede – eller har udøvet selvstændig erhvervsvirksomhed i væsentligt omfang i en tilsvarende periode

Den højeste dagpengesats ligger i 2019 på 18.866 kr. om måneden, for deltidsforsikrede 12.577 kr. Kompensationsraten, dvs. værdien af dagpengene ift. tidligere lønindtægt, har siden 1990’erne været faldende, hvilket har sat spørgsmålstegn ved dagpengesystemets funktion i flexicurity-modellen. Har en ledig opbrugt retten til dagpenge, er der under visse betingelser mulighed for at modtage kontanthjælp fra kommunen.

Hvis en forsikret person bliver syg og ikke får fuld løn under sygdom, er ledig og bliver syg, eller er selvstændig og bliver syg, så har vedkommende ret til sygedagpenge, hvis en række betingelser opfyldes.

Den seneste dagpengereform er fra 2015 justerede i mindre grad dagpengesystemet. Bl.a. blev det mere attraktivt for ledige at tage kortvarige ansættelser, dimittendsatsen (satsen for nyuddannede modtager), sænkedes og det blev muligt at forlænge dagpengeperioden fra to til maksimalt tre år, hvis man arbejder undervejs.

© FAOS, september 2019