Industrial relations

Industrial relations er den engelske betegnelse for forskning i relationer på arbejdsmarkedet mellem arbejdsgivere og arbejdstagere.

Industrial relations er et forskningsfelt præget af mange forskningsdiscipliner snarere end en selvstændig disciplin. Det vil sige, at de traditionelle socialvidenskabelige discipliner som sociologi, økonomi, politologi, jura og psykologi bruges i studier af arbejdsmarkedsrelationer.

I studiet af industrial relations anskues relationerne på arbejdsmarkedet i sin helhed som både;

• en juridisk relation med kontrakter, lovgivning og overenskomster
• en økonomisk relation med pris og forventning om arbejdets udførsel 
• en socialpsykologisk relation imellem arbejdsgivere og arbejdstagere på arbejdspladsen

Derudover er relationerne betingede af politiske, økonomiske og sociale kontekster, der hverken kan reduceres til modeller for udbud og efterspørgsel eller klassebaserede modsætninger.

Industrial relations opstod oprindeligt i angelsaksiske lande som et modsvar til netop den klassiske økonomis udbud/efterspørgsel modeller samt den marxistiske udbytningsteori.

Omkring starten af det 20. århundrede skrev Sidney & Beatrice Webb om den forarmede britiske arbejderklasse og fagforeningers rolle i kollektiv regulering af relationen mellem arbejdsgivere og lønmodtagere, og John R. Commons var banefører for analyser af arbejdsmarkedet med fokus på institutioner i USA.

Fælles for disse grundlæggere var en afvisning af at se arbejdskraft som en vare, der kan sælges og købes ligesom enhver anden. Omvendt var man principielt imod revolution som middel til sociale fremskridt og betonede regulering og institutionalisering som modvægt til markedets vilkårlighed.

For industrial relations-forskerne var fagforeninger og overenskomster hjørnesten i en fair regulering, og med Hugh Clegg og Alan Flanders som nøglepersoner i miljøerne omkring Oxford og Warwick specialiserede de sig i kollektive forhandlinger og overenskomstsystemer.

I 1950’erne forsøgte den amerikanske professor John T. Dunlop, at lave en ’grand theory’ for industrial relations. I Dunlop’s teori er arbejdsmarkedsrelationer et resultat af samspillet mellem staten, arbejdsgivere og arbejdstagere samt deres organisationer betinget af teknologi, ideologi samt økonomi.

Dunlop blev kritiseret, blandt andre af marxisten Richard Hyman, for at fokusere på institutioners funktioner og være for optimistisk mht. kollektive forhandlinger. Særligt kom teorien i krise under 1970’erne og 1980’erne, hvor kollektive forhandlinger kom i krise dels på grund af radikalisering af arbejdstagerne, dels på grund af de følgende neoliberale reformer, der svækkede fagforeninger.

Fagforeningers og kollektive forhandlingers krise blev også en krise for industrial relations, der måtte forny sig selv. Det har industrial relations forskere gjort ved at fokusere på ledelse af ansatte og HRM (Human Ressource Management), den politiske økonomi for arbejdsmarkedsrelationer og nye former for national og international regulering, der ikke indbefatter overenskomster eller fagforeninger.

© FAOS, 2019