Overenskomst

En kollektiv overenskomst er en aftale om løn-og arbejdsvilkår indgået mellem på den ene side en arbejdsgiverforening eller en arbejdsgiver og på den anden side en eller flere fagforeninger og/eller fagforbund for en eller flere grupper af lønmodtagere. Overenskomsten foreskriver, hvordan løn- og arbejdsvilkår skal være for medarbejderne på virksomhederne.

Formålet med at indgå overenskomster er for lønmodtagerne at få minimeret vilkårligheden i ansættelsesforholdene. Arbejdsgivernes mål er at få fjernet lønkonkurrencen og sikre arbejdsfreden samt at få afgrænset det felt, hvor overenskomsterne indskrænker ledelsesretten.

I Danmark reguleres de fleste forhold vedrørende løn- og arbejdsvilkår gennem overenskomster. Indtil slutningen af 1980’erne omfattede de løn og arbejdstid, herunder ferie, samt opsigelsesregler. Siden er overenskomsternes bredde blevet udvidet med en række nye velfærdsorienterede emner som fx pension, løn under sygdom, omsorgsdage, løn under barselsorlov mv.

En forudsætning for, at arbejdsmarkedet i Danmark kan reguleres via overenskomster er, at langt størstedelen af lønmodtagerne er omfattet en overenskomst. Det er ganske unikt i en international sammenhæng, hvor regulering af løn- og arbejdsvilkår via lovgivning i mange lande er langt mere udbredt.

Når der i daglig tale refereres til kollektive overenskomster, er det som oftest sektoroverenskomster forhandlet centralt af et fagforbund og en arbejdsgiverforening, fx overenskomsten mellem DI og CO-industri. Der indgås også overenskomster på den enkelte arbejdsplads mellem ledelse og tillidsrepræsentant eller den lokale fagforening – såkaldte lokalaftaler, der som regel indgås inden for rammerne af den centrale overenskomst.

En etableret praksis på en virksomhed – en såkaldt kutyme – er også aftalemæssigt bindende, selv om den ikke direkte fremgår af overenskomsten.

Desuden findes virksomhedsoverenskomster, som typisk indgås mellem større firmaer og et eller flere fagforbund.

Lokal-overenskomster er aftaler, der indgås med virksomheder, som ikke er medlemmer af arbejdsgiverorganisationer. Det sker ofte i form af såkaldte tiltrædelsesoverenskomster, hvor virksomhederne tiltræder de gældende overenskomster inden for de relevante områder.

Siden 1990’erne er der stadig flere forhold, der forhandles lokalt på arbejdspladserne. Det skyldes, at de centrale overenskomster er formuleret med en åbenhed for, at parterne lokalt kan forhandle løn- og arbejdsvilkår, som kan tilpasses lokale forhold.

De fleste kollektive overenskomster er områdeoverenskomster. En områdeoverenskomst fastsætter rammer for løn og arbejdsvilkår inden for et bestemt område og er gældende både for de lønmodtagere, der er medlemmer af de fagforbund, som har indgået overenskomsten, og for de lønmodtagere, der står udenfor.

De forskellige områdeoverenskomster er ofte tæt forbundet; en overenskomst på ét område har som regel indflydelse på overenskomster inden for andre områder. Traditionelt har industrien været det område, der har sat de overordnede rammer for hele det private arbejdsmarked.

De fleste sektoroverenskomster forhandles typisk hvert andet eller tredje år. Mens overenskomsten løber er der fredspligt - det vil sige, at parterne har forpligtet sig til ikke at strejke eller lockoute.


© FAOS, 2019