Septemberforliget af 1899
Septemberforliget er navnet på det forlig, som det efter godt tre måneders storlockout lykkedes for de nyetablerede hovedorganisationer, De samvirkende Fagforbund (DsF – i dag LO) og Dansk Arbejdsgiver- og Mesterforening (i dag DA), at nå til enighed om den 1. september 1899, og som samtidig regulerede betingelserne for deres fremtidige relationer samt rammerne for reguleringen af arbejdsmarkedet i Danmark.
Det var arbejdsgiverne, der satte dagsordenen ved at etablere lockouten med det formål;
- at sikre deres ret til at lede og fordele arbejdet
- at stoppe fagbevægelsens succesrige strategi med at skabe forbedringer via decentrale forhandlinger og fri konfliktret i forhold til de enkelte virksomheder lokalt (omgangsskruen)
- at få etableret et centraliseret aftalesystem med fredspligt og institutionaliseret konfliktløsning for at forhindre, at virksomhederne blev spillet ud mod hinanden.
Med Septemberforliget opnåede DA sine hovedmål. Lønmodtagerne anerkendte ledelsesretten, samtidig med at de accepterede, at konflikt* i fremtiden kun kunne etableres efter;
- opsigelse,
- godkendelse i de berørte organisationers besluttende forsamlinger og
- forudgående varsel.
Desuden blev det med aftalen fastslået, at arbejdsledere skulle have fuld frihed til ikke at være medlemmer af samme organisationer som arbejderne.
Til gengæld anerkendte arbejdsgiverne fagforeningerne og deres ret til at varetage medlemmernes interesser kollektivt. Det var en indbygget forudsætning i Septemberforliget, at regulering af løn- og arbejdsvilkår skulle ske gennem kollektive overenskomster – det der siden er blevet kendt som den danske model*.
Begge parter fik ret til at anvende kollektive kampskridt som strejke og lockout, men kun i de tilfælde, hvor der ikke kunne opnås enighed om indgåelse eller fornyelse af overenskomster. Under overenskomsternes løbetid blev der fredspligt.
Septemberforliget markerer startpunktet for den efterfølgende etablering via Augustudvalget af det fagretlige system med faglig voldgift, arbejdsret og forligsinstitution, som begge parter ønskede, og for det centrale forhandlingssystem, der siden blev en realitet.
Selv om Septemberforliget umiddelbart fremstod som en opfyldelse af arbejdsgivernes mål, kom forliget efterfølgende til at fremme tilslutningen til fagforeningerne. For LO-forbundene viste det nyetablerede og mere gennemregulerede forhandlingssystem sig at være et effektivt middel til såvel opnåelse af forbedringer i løn- og arbejdsvilkår som til sikring af politisk indflydelse.
Septemberforliget var den første danske hovedaftale, og den blev grundlæggende for reguleringen af løn- og arbejdsvilkår på det samlede arbejdsmarked. Det blev kendt som arbejdsmarkedets grundlov og fungerede som sådan i mere end et halvt århundrede helt frem til den første revision i 1960. Men både denne reviderede hovedaftale og efterfølgende ændringer har fastholdt de grundlæggende principper. Septemberforliget blev udgangspunkt for tilsvarende hovedaftaler på de øvrige områder af det danske arbejdsmarked.
© FAOS, 2019
Referencer
Jesper Due og Jørgen Steen Madsen. Septemberforliget og den danske model. Baggrund, indhold og udvikling 1899-1999. København: DA og LO
Augustudvalget af 1908
Som afslutning på en typografkonflikt nedsatte Venstre-regeringen i 1908 et udvalg med repræsentanter for de to store hovedorganisationer, LO og DA, under ledelse af juristen Carl Ussing. Det lykkedes her at nå til enighed om et konfliktløsningssystem med faglig voldgift til behandling af fortolkningstvister samt arbejdsretten til behandling af brud på de gældende overenskomster(såkaldte retstvister).
Desuden blev etableret en forligsinstitution som mæglingsinstans i situationer, hvor parterne ikke kan enes om fornyelse eller indgåelse af en overenskomst (såkaldte interessetvister). De to sidste institutioner blev oprettet gennem lovgivning og er således statsmagtens understøtning af det kollektive aftalesystem.
Omgangsskruen
De nyetablerede fagforeningers effektive middel i slutningen af 1800-tallet til at opnå forbedringer ved at forhandle og om nødvendigt etablere strejke (eller skrue, som det dengang blev kaldt) først i forhold til den ene og derefter den anden virksomhed. De lokale fagforeninger kunne derved stå samlet over for de opsplittede arbejdsgivere.