Løn

Løn er den samlede fortjeneste en medarbejder modtager fra arbejdsgiveren for et givent stykke arbejde. Løn bør derfor ikke forveksles med arbejdsgiverens samlede omkostninger, som også indbefatter fx bidrag til offentlige kasser, barselsfonde og forsikringsordninger.

Løn består af en række komponenter. Disse kan udgøres af en centralt fastsat basisløn og centralt fastsatte tillæg – fx genetillæg ved arbejde på skæve tidspunkter– eller være aftalt lokalt og relateret til den enkelte medarbejders funktioner, kvalifikationer eller præstationer. Yderligere udgør arbejdsmarkedspensionen for mange en stadig større del af deres samlede løn.

I Danmark findes der ikke en mindsteløn fastsat ved lov. Lønnen fastsættes i stedet ved overenskomst eller kontrakt. Det er dog en så stor del af befolkningen, der arbejder under overenskomst, at lønniveauet i overenskomster i praksis også er det niveau, man finder på arbejdspladser uden overenskomst; der er altså en afsmittende effekt. Til gengæld kan man så på sådanne arbejdspladser komme ud for, at der ikke er de samme goder, som man opnår via en overenskomst – fx pension eller ret til efteruddannelse.

I overenskomstsystemet opererer man overordnet med to lønsystemer;

  • mindstebetaling/minimalløn
  • normalløn

I mindstebetalings-/minimallønssystemet fastsættes en mindstesats for en arbejdstime. Herudover forhandles løntillæg på baggrund af funktion, kvalifikation, præstation mv. Disse løntyper er mest udbredte på det danske arbejdsmarked og særligt i den private sektor.

I mindstebetalingsoverenskomster er mindstebetalingssatsen ikke at forstå som en grundløn, men udgør derimod en nedre grænse for, hvad arbejdsgiverne skal betale for en times arbejde på et sektorområde. Den samlede løn for en arbejdstager forhandles altså lokalt på arbejdspladsen, og denne må ikke være under mindstebetalingssatsen. I industriens overenskomst har man i dag en sådan mindstebetalingssats.

Man kan dog også finde overenskomster, med minimallønssatser, som er noget anderledes sat sammen. I visse overenskomster på det private arbejdsmarked har man fx fastsat en række grundsatser, der knytter sig til givne jobtyper eller uddannelsesniveauer, som der ikke lokalt kan ændres på. Disse kaldes ofte for minimallønssatser. Det forventes altså, at man derudover lokalt forhandler diverse løntillæg.

I normallønssystemet fastsættes størstedelen af lønnen ved de centrale overenskomstforhandlinger for hele perioden uden nævneværdig mulighed for efterfølgende lokal forhandling. Her tages der ofte også højde for anciennitet. Den normsættende aftale på normallønsområdet på det private arbejdsmarked er aftalen mellem 3F’s Transportgruppe og DI.

Normallønssystemet er også overvejende brugt i den offentlige sektor. I 1997 aftalte de offentlige overenskomstparter at indføre et Ny Løn system, i dag kaldet lokal løn. Herefter er begrænsede løndele i stigende grad blevet lagt ud til lokal forhandling. Andelen, der er lagt ud til lokal løndannelse, er ca. 10 %, men det varierer fra sektor til sektor.

© FAOS, 2019