Arbejdskraftsmangel og den danske model

Mangel på arbejdskraft står højt på den politiske dagsorden i disse år. Efter C-19 nedlukningen har mange lande oplevet mangel på arbejdskraft både i specifikke sektorer og mere generelt. Der kan identificeres en række forskellige årsager, lige fra demografi (flere ældre, færre unge) over medarbejderpræferencer (den store fratrædelse) til en blomstrende økonomi, der forsøger at indhente efterslæbet efter nedlukningerne.

I princippet bør mangel på arbejdskraft påvirke udbud og efterspørgsel, og dermed magtbalancen mellem arbejdsgivere og arbejdstagere til fordel for arbejdstagerne. Det burde medføre, at lønnen stiger indtil det ikke længere er rentabelt at beskæftige medarbejdere, og så skulle efterspørgslen efter arbejdskraft falde.  Men ligesom overenskomstsystemer og andre reguleringer sikrer en mindsteløn i økonomiske nedgangstider, kan overenskomster også dæmpe en opadgående lønspiral under mangel på arbejdskraft og dermed sikre økonomisk stabilitet - eller endda inerti.

Et centralt element i det danske overenskomstsystem er den tværsektorielle koordinering af overenskomstforhandlinger - både mellem private og offentlige sektorer, men også mellem forskellige grupper og brancher.  Denne tætte koordinering har mange fordele, bl.a. beskytter den mod alt for store lønforskelle og samtidig fastholdes konkurrenceevnen. Men koordineringen begrænser muligvis også arbejdsmarkedets evne til at tilpasse sig mangel på arbejdskraft.