Arbejdsmigranter fra Central- og Østeuropa i de nordiske lande

Bidrag til rapport af Søren Kaj Andersen, Jens Arnholtz og Nana Wesley Hansen

FAOS har deltaget i en større tværnordisk undersøgelse af arbejdsmigration fra de nye europæiske medlemsstater til de nordiske lande. Den samlede rapport består af tre dele, der hver analyserer forskellige problemstillinger og trækker på forskellige data og metoder.

Den første del af rapporten analyserer de overordnede strømme af indvandrere til alle de nordiske lande. Rapporten viser, at mere end 330.000 borgere fra de nye medlemsstater er flyttet til de nordiske lande mellem 2004 og 2011. Dertil kommer et cirka lige så stort antal arbejdstagere med midlertidigt ophold, hvilket betyder at godt 600.000 central- og østeuropæiske arbejdstagere er kommet ind på de nordiske arbejdsmarkeder over en periode på syv år. Der er dog store variationer imellem de forskellige nordiske lande - med Norge som det land, der har modtaget klart flest arbejdsmigranter.

Norden som helhed er placeret som en af ​​de vigtigste destinationer for vestgående arbejdsmigranter siden EU-udvidelserne i 2004 og 2007. Selvom store dele af den nye mobilitet har været midlertidig og af forbigående art, viser undersøgelsen, at mange af de østeuropæiske arbejdstagere faktisk slår sig ned i de nordiske værtslande, hvilket kan give anledning til udfordringer i forbindelse med social integration.

Den anden del af rapporten består af en sammenligning af løn og arbejdsvilkår blandt polske arbejdsmigranter i Oslo, København og Reykjavik. I alle tre hovedstæder er der alvorlige udfordringer med hensyn til arbejdsmarkedsinstitutionernes evne til at inkorporere de nye vandrende arbejdstagere og sikre dem lige vilkår. Trods forskelligartet uddannelses- og erhvervsmæssig baggrund er polske migranter i alle de nordiske lande primært rekrutteret til at udføre arbejde, der kræver få formelle kompetencer inden for et ganske snævert sæt af jobtyper, som typisk har lav status blandt indenlandske arbejdstagere. Når de ikke er i typiske lavtlønsjobs, arbejder polakkerne oftest til en løn, der er lavere end de indfødtes i samme type job. Samtidig er polakkerne som gruppe kraftigt overrepræsenteret i ​​midlertidige og atypiske ansættelsesformer, ligesom de typisk har stor usikkerhed i deres ansættelsesforhold.

Den sidste del af rapporten er dedikeret til det mere specifikke spørgsmål om vikarbureauer og rekruttering af vandrende arbejdstagere. Vikarbureauer og andre former for rekrutteringsbureauer har spillet en betydelig rolle i arbejdsmigrationen fra Øst- og Centraleuropa. Samtidig er det klart, at disse bureauer ikke bare skabte ’den første kontakt’ mellem denne arbejdskraft og virksomheder i de nordiske lande. Netop fordi mange af migranterne arbejder i forholdsvis korte perioder og måske vender tilbage i flere omgange, har disse bureauer fået en mere permanent betydning for migrationen. Der er ganske betydelige forskelle både i omfanget af øst- og centraleuropæere i vikarbranchen og i måden, hvorpå man regulerer løn- og ansættelsesvilkår i de enkelte nordiske lande.

Rapporten "Labour migrants from Central and Eastern Europe in the Nordic countries - Patterns of migration, working conditions and recruitment practices" er redigeret af Jon Horgen Friberg og Line Eldring. Den er udarbejdet for Nordisk Ministerråd og er blevet til i et internationalt samarbejde mellem ikke mindre end seks forskningscentre.

Du kan downloade rapporten på Nordisk Ministerråds hjemmeside eller læse en kortere omtale af rapporten i FAOS information nr. 1 2014