De kollektive aftaler i et flexicurity perspektiv

Antologibidrag af Søren Kaj Andersen og Christian Lyhne Ibsen

Fornyelsen af kollektive aftaler kan ses som udtryk for et grundlæggende forhandlingsspil om fleksibilitet og sikkerhed. Det har særligt været tydeligt siden begyndelsen af 1990'erne. På den ene side kom der gradvist en øget decentralisering af forhandlingskompetencen i overenskomsterne, som førte til lokale aftaler om løn og tilrettelæggelse af blandt andet arbejdstid, overtid, uddannelse mv. Overenskomsterne blev til rammeoverenskomster, der skulle udfyldes lokalt. Alt dette gav en øget fleksibilitet i reguleringen. På den anden side kom der også mange nye emner ind i overenskomsterne: arbejdsmarkedspensioner, uddannelsesrettigheder, ret til løn under sygdom, barsel mv., sociale kapitler og andet. Dette skabte nye former for sikkerhed for lønmodtagere. Samlet set kan man hævde, at disse overenskomstresultater skabte flexicurity. Dette argument har forfatterne fremført i tidligere publikationer. Denne gang forsøger de at stille kritiske spørgsmål til deres egen brug af begrebet ’flexicurity’, herunder om de lærte noget nyt ved denne brug af begrebet og i givet fald, hvilke indsigter der er tale om.

Teksten er skrevet af Søren Kaj Andersen og Christian Lyhne Ibsen og indgår i den netop udgivne antologi Dansk  flexicurity – fleksibilitet og sikkerhed på arbejdsmarkedet. Heri gennemgås og diskuteres dansk flexicurity og der rejses spørgsmål om, hvorvidt dansk flexicurity er kommet i ubalance ligesom der rejses forskellige perspektiver på hvordan flexicurity kan forstås i en dansk sammenhæng.

Søren Kaj Andersen og Christian Lyhne Ibsen: ”Det kollektive aftalesystem og udviklingen af fleksibilitet og sikkerhed” i Thomas Bredgaard og Per Kongshøj Madsen (red.) Dansk Flexicurity – fleksibilitet og sikkerhed på arbejdsmarkedet. Hans Reitzels Forlag, 2015.

Køb bogen her