Ny magtfordeling i overenskomstspillet – Københavns Universitet

FAOS > Nyheder > Ny magtfordeling i ove...

28. april 2010

Ny magtfordeling i overenskomstspillet

Forskningsnotat af Jesper Due & Jørgen Steen Madsen (april 2010)

Med offentliggørelsen af afstemningsresultatet om mæglingsforslaget tirsdag den 20. april blev OK 2010 afsluttet med et samlet forlig. Godt en tredjedel af de stemmeberettigede medlemmer af LO-forbundene deltog i afstemningen og af dem stemte næsten to tredjedele ja. Det var en ringere deltagelse, men til gengæld en væsentligt højere ja-procent i forhold til OK 2007. Dermed blev frygten for en storkonflikt manet i jorden. Der var lagt op til, at HK'erne for en gang skyld ville stemme nej, fordi HK/Privat ikke kom igennem med det ultimative krav om afskaffelsen af den såkaldte 50%-regel. Da de sædvanligvis mange funktionærstemmer ofte har været udslagsgivende for den samlede godkendelse, var et nej-flertal sandsynligt - vel at mærke hvis 3F'erne stemte som vanligt.

Fornyelsen ved OK 2010 var derfor, at det ikke alene var HK, men også 3F, der vendte op og ned på afstemningsmønstret. Ganske vist var der et meget markant nej-flertal blandt HK'erne, men samtidig stemte 3F'erne for første gang siden 2000 for et mæglingsforslag. Da de øvrige forbund - som vanligt - havde overvægt til ja-siden, kom mæglingsforslagets vedtagelse ikke i fare.

Det nye stemmemønster i 3F kan ses som kulminationen på den pragmatiske kurs, der prægede forbundet fra optakten til OK 2010, hvor 3F's repræsentantskab som noget nyt undlod at vedtage en omfattende kravliste, som ville skabe et urealistisk højt forventningsniveau. I stedet blev det besluttet at koncentrere sig om et enkelt tema: værn mod social dumping.

Afgørende for denne nye strategi har været strukturudviklingen i DA, hvor DI via ekspansionen uden for den traditionelle fremstillingsindustri - ikke mindst på service- og transportområdet - for første gang under OK 2010 havde en dobbeltrolle som ansvarlig for forhandlingerne ikke alene inden for den toneangivende industrioverenskomst inden for minimallønsområdet, men også for det retningsgivende transportforlig inden for normallønsområdet.

Dermed er blevet skabt nye manøvremuligheder for 3F, der via industrigruppen er centralt placeret i CO-industris forhandlinger med DI, og via transport-gruppen udgør DI's direkte modpart ved det andet afgørende forhandlingsbord. Grupperne i 3F fik etableret en hidtil uset stærk koordinering for at sikre sig mod at blive spillet op imod hinanden. DI havde samtidig en stærk interesse i at vise, at storebror på arbejdsgiversiden kunne løse den nye dobbeltrolle. Derfor var der en fælles interesse i at nå et klassisk kompromis, der kunne tilgodese begge parter. Og i en økonomisk krisesituation, hvor fastholdelsen af arbejdspladserne blev prioriteret højere end lønstigninger kunne der skabes forlig, der trods den udprægede pragmatisme eller realisme også fik opbakning blandt det store flertal af medlemmer.

Den traditionelt kritiske linie i 3F's afdelinger blev nedtonet, men spørgsmålet er, om pragmatismen også kan holde for medlemmernes vurdering i en overenskomstsituation under mere gunstige økonomiske forhold. Måske er det muligt, fordi det kan betragtes som forudsætningen for, at 3F kan fastholde den centrale placering i forhandlingsspillet, som kom til at præge OK 2010.

Download hele forskningsnotatet (pdf)