Overenskomstfornyelsen 2011 - den kommunale sektor perspektiveret

Forskningsnotat af Mikkel Mailand

Resultaterne af overenskomstfornyelsen i 2011 i den offentlige sektor (OK11) fremstår umiddelbart som et relativt udramatisk forløb med et magert resultat. Men det kan alligevel vise sig at markere starten på en periode - af kortere eller længere varighed - med meget smalle forlig og arbejdsgiverne i førersædet.

I notatet her analyseres den kommunale del af OK11 ud fra syv perspektiver:

• Den økonomiske kontekst for forhandlingerne har haft betydning for OK11 direkte i form af reguleringsordningen, der gik i minus, og indirekte ved den krisebevidsthed, der både har styrket arbejdsgiversiden i forhandlingerne og gjort det muligt at få et smalt forlig stemt hjem.
• Kravudtagelse og forhandlingstaktik blev bl.a. præget af mange KTO-krav, der ikke blev opstillet i prioriteret rækkefølge, og hvoraf ingen var konfliktudløsende, mens KL havde færre krav. KL ønskede modsat tidligere ikke at indgå delforlig, hvilket forvirrede modparten betydeligt og kom til at præge forhandlingsprocessen. En af flere forklaringer herpå var, at KL var under pres fra Finansministeriet for ikke at indgå delforlig. Det pres knytter sig til hierarkiet i forhandlingerne, hvor det statslige område står øverst – et hierarki, som var stærkere ved OK11 end tidligere. Forhandlingstaktisk var OK11 også præget af, at KL bl.a. i kraft af deres styrkede magtposition afviste langt de fleste af modpartens krav og utraditionelt stillede betingelse for aftaler ved ét forhandlingsbord som forudsætning for indgåelse af aftale på andre forhandlingsborde.
• Integrationen (sammenhængskraften) fremstod ved OK11 som stærkere på arbejdsgiver- end på arbejdstagersiden. Mens KTO er en relativ løst integreret koalition, der spænder over mange forskelligartede krav og prioriteringer og omfattende uenigheder, der meldes ud i offentligheden, fremstår KL og arbejdsgiversiden mere integreret.
• I en vurdering af hvem der fik hvad ved forligene kan det konstateres, at det for begge parter må siges at være et magert forlig. Det springer dog mest i øjnene, at lønmodtagerne opnåede meget få og små resultater. Det kan diskuteres, om også lønmodtagerne fik små sejre ved at forhindre arbejdsgiverkrav og ønsker om udvidet arbejdstid og ændringer i aftaleret.
• Mht. den relative betydning af personer, organisationer og kontekst for forhandlingerne tenderede forhandlerne til at fortolke forhandlingsprocesser og forlig ind i sammenhæng med den økonomiske kontekst, snarere end at pege på et af de tre led som afgørende.
• Forskellene mellem de kommunale processer og forlig på den ene side og de statslige og regionale processer og forlig på den anden var mangfoldige. På indholdssiden var der hverken i det regionale eller det statslige forlig tryghedspulje, og i det regionale forlig heller ingen forbedrede tillidsrepræsentantvilkår. Processuelt var det opdelingen af lønmodtagersiden i fire forskellige forhandlingsborde på det regionale område, der var mest markant, og som også kom til at præge forhandlingerne.
• Perspektiverne frem mod OK13 er påvirket af strandede trepartsforhandlinger, den fortsat stramme økonomi, usikkerhed om reguleringsordningens fremtid og meldinger fra arbejdsgiverside om at lægge mere vægt på ledelsesretten. OK13 skal endvidere finde balancerne mellem flere poler, herunder stram budgetstyring vs. decentralisering, tillid vs. kontrol og ledelsesret vs. fælles løsninger.

Læs hele forskningsnotatet (pdf)