Den danske model
Den danske model er betegnelsen for det særlige danske system for regulering af løn- og arbejdsvilkår på arbejdsmarkedet gennem kollektive aftaler. Det afgørende element er, at organisationerne har en høj grad af selvregulering, således at lovgivningen spiller en begrænset og fortrinsvis understøttende rolle.
Aftalesystemet er funderet i Septemberforliget af 1899 – den første hovedaftale mellem LO og DA – samt den efterfølgende udvikling af det fagretlige system i 1910 på baggrund af arbejdet i Augustudvalget af 1908.
Man kan med Septemberforliget og Augustudvalgets arbejde tale om ”arbejdskonflikternes civilisering”. Det betød, at parternes modstridende interesser kunne løses med den minimale anvendelse af konflikt. Den danske model bygger således på enighed mellem parterne om at håndtere uenighed – en respekt for de gensidigt konfliktende interesser, som må løses gennem kompromiser.
Den danske model har udviklet sig kontinuerligt siden etableringen for mere end 100 år siden, og den er ikke mindst kendetegnet af parternes evne til at tilpasse aftalesystemet til omverdenens skiftende krav. Men følgende seks punkter kan siges – i større eller mindre omfang – at have karakteriseret den danske model:
- Høje organisationsprocenter og høj overenskomstdækning som forudsætning for at fastholde et reguleringssystem med kollektive aftaler.
- Nationalt samordnede overenskomstforhandlinger med skiftende niveauer og med Forligsinstitutionen i central rolle.
- Sammenhængende system med flere niveauer og med partsinstitutioner både lokalt og centralt.
- Konfliktløsningssystem med kompromisbaserede løsninger mellem parterne ud fra gensidig erkendelse af divergerende interesser.
- Et system baseret på frivillighed og præget af parternes selvregulering og begrænset lovgivning.
- Kontinuerligt samspil mellem arbejdsmarkedets parter og det politiske system, hvor parternes indflydelse maksimeres i det omfang, de kan nå til enighed om nødvendige foranstaltninger i aktuelle situationer – det såkaldte konsensusprincip.
I de seneste årtier er der sket en øget regulering af velfærdsspørgsmål som uddannelse, barselsorlov og pension gennem de kollektive overenskomster. Da der som regel også er lovgivning om sådanne spørgsmål, er en stigende grad af dobbeltregulering blevet resultatet. Det giver parterne mulighed for større politisk indflydelse, men også de politiske aktører legitim ret til at blande sig i overenskomster.
Denne dobbeltregulering presser parternes selvregulering. Den danske model er derudover presset af EU-regulering og emigration af arbejdskraft, ligesom det faldende medlemstal i de organisationer, der indgår overenskomster, og den samtidige stigning i ’de gule’ organisationer med et meget begrænset omfang af kollektive aftaler, er en langsigtet trussel mod den danske model.
En sådan udvikling vil betyde lavere organisationsgrader og overenskomstdækning. Jo flere der kommer til at stå udenfor, jo større vil incitamentet være for at gå over til en reguleringsmodel med en større grad af lovgivning, som er udbredt i mange andre lande.
Henvisninger:
Jesper Due, Jørgen Steen Madsen og Carsten Strøby Jensen. 1993. Den danske model. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
Jesper Due og Jørgen Steen Madsen. 1999. Septemberforliget og den danske model. Baggrund, indhold og udvikling 1899-1999. København: LO og DA.
Jesper Due og Jørgen Steen Madsen. 2006. Fra storkonflikt til barselsfond. København: Jurist- og Økonomforbundets Forlag.
Jesper Due og Jørgen Steen Madsen. 2013. ”20 år med den danske model”, s. 94-103, i Tidsskrift for Arbejdsliv, 15. årgang, nr. 1, 2013.
© FAOS, 2019
Augustudvalget af 1908
Som afslutning på en typografkonflikt nedsatte Venstre-regeringen i 1908 et udvalg med repræsentanter for de to store hovedorganisationer, LO og DA, under ledelse af juristen Carl Ussing. Det lykkedes her at nå til enighed om et konfliktløsningssystem med faglig voldgift til behandling af fortolkningstvister samt arbejdsretten til behandling af brud på de gældende overenskomster(såkaldte retstvister).
Desuden blev etableret en forligsinstitution som mæglingsinstans i situationer, hvor parterne ikke kan enes om fornyelse eller indgåelse af en overenskomst (såkaldte interessetvister). De to sidste institutioner blev oprettet gennem lovgivning og er således statsmagtens understøtning af det kollektive aftalesystem.
Det offentlige aftalesystem
Den danske model er opstået i den private sektor. I det offentlige er udviklet et lignende system – præget af regulering via partsaftaler. Der er dog en markant forskel. De offentlige arbejdsgivere har en dobbeltrolle som både arbejdsgiver og politisk myndighed. Det offentlige arbejdsmarked er derfor grundlæggende politisk styret, mens aftalereguleringen i den private sektor er markedsstyret.