Fagforeninger (traditionelle fagforeninger)

En traditionel fagforening er en sammenslutning af lønmodtagere, oprettet med det formål at varetage deres fælles løn- og arbejdsmæssige interesser via kollektive kampskridt, politisk repræsentation og kollektive overenskomster. Hvor den enkelte arbejdstager ofte står i en svag forhandlingsposition over for sin arbejdsgiver, kan arbejdstagerne styrke deres forhandlingsposition ved at stå sammen. Fagforeningerne og fagforbundene under ét bliver i Danmark ofte betegnet som fagbevægelsen.     

Fælles for de traditionelle fagforeninger er, at de har rødder tilbage i den relativt svage industrialisering i Danmark i anden halvdel af 1800-tallet. Fagforeninger opstod på det private arbejdsmarked i Danmark fra 1870’erne som lokale foreninger, der siden sluttede sig sammen i landsdækkende fagforbund. Det stærke håndværkspræg betød, at de fleste organisationer byggede på faglige grænser med murerne for sig og tømrerne for sig. Der opstod i begrænset udstrækning industriforbund, hvor arbejdere i samme virksomhed stod i samme organisation. De ufaglærte blev holdt uden for de faglærtes foreninger og måtte derfor danne deres egne organisationer på tværs af faggrænser – såkaldte ”general unions”, hvor der igen var en opdeling på mænd og kvinder. I slutningen af 1890’erne dannede forbundene en fælles hovedorganisation*: De samvirkende Fagforbund (DsF, senere LO). Forbundene i LO organiserede fortrinsvis faglærte og ufaglærte i den private sektor samt lavere uddannede grupper på det offentlige arbejdsmarked.

Det første århundrede voksede antallet af fagforeninger og fagforbund markant. Med udviklingen af den private og offentlige servicesektor opstod selvstændige fagforeninger og forbund for mellem- og højtuddannede lønmodtagere. De samlede sig i hovedorganisationerne FTF og AC (i dag Akademikerne), der kunne ses som et supplement snarere end som et alternativ til LO. I de seneste årtier er antallet af fagforbund blevet stærkt reduceret gennem fusioner og sammenlægninger som regel med det formål at effektivisere interessevaretagelsen og skabe større styrke og legitimitet i overenskomstforhandlinger. Fusionerne er også blevet fremmet af, at fagforbundene i det tidligere LO efter en næsten ubrudt medlemsfremgang ind til midten af 1990’erne i de seneste årtier har haft en stærk tilbagegang i medlemstallet. I 2018 fusionerede FTF og LO til en samlet hovedorganisation kaldet Fagbevægelsens Hovedorganisation, FH. Enkelte forbund i FTF valgte dog ikke at indgå i fusionen med LO. Danske Fysioterapeuter, Ergoterapeutforeningen, Konstruktørforeningen og Jordemorforeningen søgte i stedet optagelse i Akademikerne, mens Finansforbundet pt. ikke er medlem af en hovedorganisation.

Forbundene under FH og Akademikerne er villige til at anvende kollektive kampskridt for at varetage medlemmernes interesser. Deres udgangspunkt er interesseforskelle mellem arbejdsgivere og lønmodtagere. De forskellige interesser repræsenteres i forhandlinger, og som oftest indgås et kompromis via overenskomstsystemet. De traditionelle fagforeninger og fagforbund er anerkendt af arbejdsgiverorganisationerne som legitim forhandlingspart – det vil sige, at det er dem, som forhandler og indgår kollektive overenskomster med arbejdsgiverne på såvel centralt plan som på den enkelte arbejdsplads.

De seneste årtier er et stigende antal danske arbejdstagere begyndt at organisere sig i ideologisk alternative fagforeninger – ofte kaldt ’de gule’ fagforeninger. De ’gule’ organisationer taler om ’kunder’ og ikke om ’medlemmer’, mens de traditionelle fagforeninger er del af en social bevægelse, dvs. demokratiske enheder, hvor medlemmerne vælger de lokale fagforeningsbestyrelser og tillidsrepræsentanterne* på virksomhederne. De gule fagforeninger anerkendes kun af ganske få arbejdsgiverorganisationer som forhandlingspart. Dette til trods for, at ’de gule’ har en mere harmonipræget opfattelse af forholdet til arbejdsgiverne. Fx er Kristelig Fagforening imod anvendelsen af konfliktmidler.

© FAOS, 2019