Trepartssamarbejde

Trepartssamarbejde er samarbejde mellem offentlige myndigheder, faglige organisationer og arbejdsgiverforeninger om løsning af samfundsmæssige opgaver. Trepartssamarbejde er ligesom overenskomstforhandlinger – hvor kun arbejdsgivere og faglige organisationer deltager – en vigtig reguleringsmekanisme i den danske model.

Trepartssamarbejde handler i bund og grund om, at deltagerne kan bruge hinanden. Regeringen kan få opbakning til reformer. Desuden kan parterne besidde vigtig information, inddragelsen af dem kan gøre reguleringen mere fleksibel, og parterne kan bidrage til finansieringen af reformer. Endelig kan der ud fra et deltagerdemokratisk ideal argumenteres for, at det er rimeligt, at de direkte berørte parter inddrages.

For arbejdsmarkedets parter handler trepartssamarbejde bl.a. om at få indflydelse på politik og om at få finansieret tiltag. Men trepartssamarbejde kan også bruges til at blokere for tiltag. Endvidere kan det give parterne legitimitet ved at vise, at man er villig til at påtage sig ansvar for at løfte samfundsopgaver.

Der er mange forskellige former for trepartssamarbejde:

For det første kan der sondres mellem trepartsforhandlinger og trepartsdrøftelser, hvor slutproduktet af sidstnævnte ikke nødvendigvis er bindende aftaler, men kan være hensigtserklæringer. Et væsentligt dansk eksempel på førstnævnte er Fælleserklæringen fra 1987, hvor der blev skabt enighed om løntilbageholdenhed og grundlaget blev lagt for udviklingen af arbejdsmarkedspensionerne. I 2016-17 lykkedes det for Løkke-regeringen og arbejdsmarkedets parter at afslutte tre runder af trepartsforhandlinger med trepartsaftaler. Den første handlede om arbejdsmarkedsintegration af flygtninge og familiesammenførte, den anden om øget arbejdsudbud (herunder praktikpladser), mens den tredje  fokuserede på voksen- og efteruddannelse.

En anden vigtig distinktion er, om samarbejdet er nationalt eller regionalt-lokalt. Nationalt trepartssamarbejde kan handle om såvel nye politiktiltag (politikformulering) som gennemførsel af love (politikimplementering) - fx EU-direktiver i Beskæftigelses-ministeriets implementeringsudvalg. Regionalt-lokalt trepartssamarbejde, der bl.a. foregår i de Lokale Beskæftigelsesråd, drejer sig derimod altid om implementering.

En tredje skelnen går på, om samarbejdet foregår uformelt eller formelt – sidstnævnte i råd, nævn og udvalg eller ved officiel indbydelse fra regering. I praksis er denne distinktion dog flydende, og et formelt samarbejde er ofte en forudsætning for uformelt samarbejde – og vice versa.

En fjerde distinktion er, om trepartssamarbejdet er permanent, dvs. foregår fortløbende i fora som fx Arbejdsmiljørådet, eller det er ad hoc og forbundet til en given lejlighed som fx Thorning-regeringens kuldsejlede trepartsforhandlinger fra 2012, der knyttede sig til et regeringsprogram.

En femte sondring er, om trepartssamarbejdet er tværgående – altså går på tværs af politikområder – eller om det er specifikt i den forstand, at det primært knytter sig til ét område.

© FAOS, september 2019