The complexities of stability - how and why Nordic employers stay put

I de senere år er flere virksomheders overenskomstforhandlinger kommet under alvorligt pres i traditionelt koordinerede Vesteuropæiske lande. Hvad først var en trinvis korrosion på grund af faldende organisationsgrad og svækkelse af aftaler på sektorniveau, er for nylig omdannet til et frontalangreb på især Sydeuropæisk multi-employer overenskomstforhandlinger (MEB) af EU-institutionerne (Marginson & Walz 2015). Norden er blevet betragtet som en undtagelse i denne henseende, med deres stærke organiserede aktører og multi-level systemer af selvstændige, koordinerede overenskomstforhandlinger. Selv i den nordiske højborg, har de mange pres fra den økonomiske krise, strukturelle ændringer i økonomien, fagforeningernes tilbagegang, arbejdskraftens frie bevægelighed inden for EU, der fører til lavlønskonkurrence og sammenstød med EU-ordningen, forstærket af skiftende politiske vinde, kastet tvivl over den fremtidige stabilitet i overenskomstforhandlinger. Dette papir analyserer den seneste udvikling i de nordiske systemer af kollektive overenskomstforhandlinger med særlig vægt på den rolle, arbejdsgivere har i at opretholde evnen til omfattende koordinering og dermed bred dækning af kollektive forhandlinger på tværs af sektorer.

Paper præsenteret af Søren Kaj Andersen - skrevet sammen med Christian Lyhne Ibsen (FAOS) & Jon Erik Dølvik (Fafo).