Rekruttering af udenlandsk arbejdskraft
Forskningsnotat af Mikkel Mailand (juni 2007)
Med henblik på at give inspiration til danske myndigheders internationale rekrutteringstiltag analyserer notatet den generelle politik over for arbejdsmigranter samt offentlige rekrutteringsinitiativer i Norge, Irland og Storbritannien. De tre lande har det tilfælles, at de i højere grad end Danmark har været mål for indvandring af arbejdskraft fra Østeuropa i de senere år.
Det væsentligste læringspotentiale i forhold til rapportens fokus findes i de tre landes specifikke, offentligt drevne rekrutteringsinitiativer. Arbejdet i regi af European Employment Service (EURES) i disse tre lande bruges (eller brugtes) tilsyneladende mere og mere udadvendt, end tilfældet er i Danmark. Irlands og Norges EURES-ansvarlige bruger således mange ressourcer på aktiviteter i udlandet. Desuden bruges medierne offensivt til at skabe opmærksomhed om EURES. I Norge er medietræningen af EURES-vejlederne en del af vejledernes uddannelse. Endvidere arrangeres hyppigt jobmessser. Det er en meget ressourcekrævende aktivitet, men en aktivitet, som EURES i Irland tilsyneladende har haft en vis succes med. Endelig synes den direkte personlige virksomhedskontakt at være vigtig i de tre landes EURES-aktiviteter. Med en tæt virksomhedskontakt følger også branchekendskab, der kan være alfa og omega i forhold til at kunne agere proaktivt på virksomhedernes behov for international rekruttering.
Uden for EURES-regi kunne de rekrutteringsinitiativer, som det norske og britiske sundhedssystem tidligere har taget, evt. have interesse for det danske sundhedsvæsen. Endelig bemærkes det, at det offentliges ansvar for efteruddannelse af østeuropæisk arbejdskraft er et forhold, der har været til diskussion i alle tre lande.
Men selvom disse rekrutteringstiltag kan have spillet en rolle, er det ikke primært det, der forklarer det store antal arbejdsmigranter fra øst. Udviklingen skyldes for det første, at der er tale om tre vækstøkonomier med stor efterspørgsel efter arbejdskraft. For det andet er lønnen for ufaglært arbejde i de tre lande meget højere end i migranternes hjemlande, hvilket er et stærkt incitament til at rejse, særligt når det er svært at få arbejde i hjemlandet. For det tredje gælder det for Irland og Storbritannien, at sproget (engelsk) beherskes på et vist niveau af mange af migranterne. Endelig har alle tre lande haft et relativt stort østeuropæisk indvandrersamfund - særligt bestående af polakker - også før EU-udvidelsen i 2004. Det har muliggjort en omfattende netværksrekruttering, der sammen med de nævnte pull-faktorer i modtagerlandende og pushfaktorer i afsenderlandene udgør de tre kategorier af dynamikker, der skelnes mellem i migrationsforskningen.
Desuden viser rapporten, at Norge har modtaget mere arbejdskraft fra Øst end Danmark, hvilket er bemærkelsesværdigt, idet adgangsreglerne ikke er væsentligt forskellige. Rapporten fremhæver her, at også andre faktorer end en proaktiv rekrutteringsstrategi spiller ind. For det første har Norge i en længere periode haft en højere økonomisk vækst og lavere ledighed, som har betydet et generelt større efterspørgselspres efter arbejdskraft end i Danmark. For det andet er håndhævelsen af adgangsreglerne muligvis mere stringent i Danmark end i Norge. For det tredje havde Danmark ikke, som Norge, inden EU-udvidelsen i 2004 allerede etablerede samfund af østeuropæisk arbejdskraft, der har kunnet virke som dynamo i netværksrekruttering. Og for det fjerde opfattes Norge muligvis som et mere åbent land end Danmark i arbejdsmigranternes hjemlande. De sidste to forhold kan også være med til at forklare arbejdsmigrationens mindre omfang i Danmark i forhold til i Irland og Storbritannien, men her kan sprog og mere liberale adgangsregler som nævnt også have spillet en rolle.
Læringspotentialet fra disse forklaringer på variationerne i arbejdsindvandringens omfang er begrænset, men opmærksomhed på den rolle allerede etableret østeuropæisk arbejdskraft spiller i forhold til netværksrekrutteringen er vigtig. Derudover er sprog vigtig. Danmark vil selvfølgelig aldrig kunne konkurrere med de fordele, Irland og Storbritannien høster ved at have engelsk som hovedsprog. Men hvis flere virksomheder og offentlige myndigheder anvendte engelsk som arbejdssprog, ville det hjælpe højt kvalificeret indvandring til Danmark på vej. Endelig bør der være opmærksomhed om, hvilke signaler den politiske diskussion og den overordnede indvandrerpolitik uforvarende kan komme til at sende, også over for typer af indvandrere, man gerne vil tiltrække.