OK 2010. Krisen og de gode viljer - men er det nok?
Forskningsnotat af Jesper Due & Jørgen Steen Madsen (december 2009)
Optakten til OK 2010 har været præget af den økonomiske situation med krise og stigende arbejdsløshed, der fuldstændigt har ændret forudsætningerne for overenskomstforløbet set i sammenligning med de forudgående overenskomst-runder i 2007 og 2008, der fandt sted under buldrende højkonjunktur. Forventningsniveauet på lønmodtagersiden er derfor faldet markant, men kan alligevel have svært ved at matche arbejdsgivernes forestillinger om et acceptabelt forlig. I 2010 er det 12 år siden, der sidst var storkonflikt på det private arbejdsmarked, hvor der fra 1961 og frem har været konflikt med 12-13 års mellemrum. Erfaringerne med overenskomstforhandlinger i den tidligere krise i 1970'erne viser, at parterne har svært ved at forliges under kriser. Der er ingen, der i den vanskelige økonomiske situation ønsker en konflikt, og parterne arbejder hårdt for at skabe forligsmuligheder. Forlig er derfor stadig det mest sandsynlige udfald, men konfliktrisikoen har ikke været større siden OK 1998.
Et vedligeholdelsesforlig har størst mulighed for at komme igennem på industriområdet med minimallønssystemet, hvor lønnen reelt forhandles på virksomhederne. Det har vanskeligere vilkår på normallønsområdet, hvor lønnen i højere grad lægges fast ved overenskomstbordet. Spørgsmålet om overenskomstlængden har betydning i denne sammenhæng. At få enderne til at mødes på begge områder bliver for første gang afgjort i forhandlinger alene med DI som part, fordi arbejdsgivernes strukturændringer har gjort DI til hovedaktør både på minimalløns- og normallønsområdet.
Hvis det ender med konflikt, er der efter forløbet på det offentlige område i 2008 usikkerhed om regeringens reaktion. Vil den - bl.a. på grund af vanskelighederne ved at sikre sig et bredt flertal - forholde sig henholdende og lade konflikten løbe som i 2008, eller vil den som under OK 1998 hurtigt fremsætte forslag om et politisk indgreb? Usikkerheden om den politiske reaktion kan være et incitament for parterne til selv at finde en løsning.
Hovedkravet er reallønssikring og dertil kommer krav om skridt mod social dumping, forbedringer på det familierelaterede område, udvidelse af kompetencefondene samt mere principielle spørgsmål som afskaffelsen af den såkaldte 50%-regel på funktionærområdet og evt. sikring af medlemsrettigheder inden for rammerne af områdeoverenskomsterne. Der overfor står arbejdsgivernes krav om et konkurrencefremmende resultat.
Forskningsnotatet er udarbejdet for Politiken. Hovedindholdet er gengivet i koncentreret form i analyseartiklen OK 2010. Nu begynder spillet om lønkronerne, som er bragt i Politiken den 1. december 2009.