Den danske model under øget politisering, europæisering og digitalisering

FAOS’ forskningsprogram 2024-2028

Den danske model er atter en international rollemodel. Denne gang er det ikke flexicurity, der er i fokus, men selve modellen. Eller rettere vores koordinerede kollektive aftalesystem. En international debat tog fart efter OECD i 2019 publicerede en omfattende rapport om kollektive forhandlinger. Her blev det slået fast, at det hverken er meget centraliserede aftalesystemer med omfattende tværsektorielle nationale aftaler eller de fuldt decentraliserede aftalesystemer, hvor det meste forhandles på plads på virksomheden, som fungerer bedst. Det er tværtimod systemer, hvor visse spørgsmål og rammer fastlægges centralt – eventuelt i sektoropdelte forhandlinger – for så dernæst at blive endeligt fastlagt på fleksibel vis i forhandlinger på de enkelte virksomheder. Det er med andre ord vigtigt for produktivitet, beskæftigelse, fair løn og ansættelsesvilkår, at der foregår en koordinering fra top til bund i forhandlingssystemet. Det er så lige præcis her, at det danske kollektive aftalesystem bliver fremhævet af OECD. Når Danmark for andet år i træk i IMD’s World Competitiveness Ranking bliver kåret som det mest konkurrencedygtige land ’world wide’, så stiger udlandets interesse for os – og det mærker vi på FAOS.

Der er således rygvind til den danske model. Det forhindrer dog ikke, at tydelige udfordringer presser sig på. Da SVM-regeringen fjernede Store Bededag som helligdag, var det et direkte indgreb i overenskomster, og ligeledes er det et indgreb, når særlige offentlige grupper er blevet lovet et lønløft via nye lønkroner fra regeringen. Der kan meget vel være gode argumenter bag begge indgreb, men det forhindrer ikke, at der opstår diskussion og tvivl om, hvor langt forhandlingsautonomien rækker. Dette kan skabe fremtidige forventninger om, at politikerne vil eller skal gribe ind. Samlet risikerer det at svække den kollektive aftalemodel.

De senere års mange EU-tiltag på arbejdsmarkedsområdet repræsenterer på sin vis også en politisering af den danske model, men her er det EU's forskellige politiske institutioner, der formulerer reguleringen. Direktivet om mindsteløn har ført til skarpe danske reaktioner og rejst det principielle spørgsmål om, hvor langt EU kan gå, når det gælder lønforhold i medlemsstaterne. Der er bred opbakning til EU blandt de danske arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer, men der er også frustration over at indsatsen i Bruxelles ofte bliver afværge-missioner, når direktivforslag, domstolsafgørelser og andet kommer i karambolage med den danske aftaleregulering og den danske model som helhed. På den baggrund bliver indsigt i de europæiske politiske processer, herunder hvem de drivende aktører er, og hvad der motiverer dem, vigtig, ligesom indsigt i konsekvenserne af den europæiske regulering afgørende.

Teknologiske nybrud kommer løbende. Det er ikke nogen nyhed. Digitalisering har allerede ændret både hverdag og arbejdsliv ganske markant. Alligevel er der en særlig opmærksomhed omkring kunstig intelligens (AI). Internationale undersøgelser peger på, at både arbejdsgivere og lønmodtagere ser positive potentialer i AI-teknologier, men især på lønmodtagersiden er der også bekymring for konsekvenserne for arbejdslivet. Hvilke jobs vil forsvinde? Hvor meget vil det forandre jobfunktioner? Der er et særligt fokus på algoritme-ledelse. Hvordan kommer det til at fungere og i hvilket omfang vil medarbejderne blive involveret i brugen af algoritmeledelse? Vi vil følge udviklingen på området.

Forskningsområder

I det følgende præsenterer vi seks forskningsområder, som forskningsprojekter og øvrige aktiviteter i den kommende programperiode skal tage afsæt i. 

Læs mere om FAOS' opbygning, forskning, formidling og metode samt centerets økonomi i pdf-udgaven af Forskningsprogrammet 2024-2028.